Fynbo bag fremadstormende fodboldsite

En fynsk gymnasieelev har sammen med en kammerat lanceret landets første hjemmeside, der sætter 100 procent fokus på den bedste engelske fodboldrække. På bare få måneder har plbold.dk næsten 10.000 besøgende om dagen.

Næsten i døgndrift bliver den engelske Premier League overvåget fra Odense og Horsens. De to stiftere af plbold.dk og deres 25 frivillige skribenter holder øje med både sociale medier, hjemmesider og engelske medier for at kunne fortælle de danske læsere om de seneste engelske fodboldnyheder.

- Vi har begge arbejdet på andre fodboldsites i Danmark og da vi begge er glødende Liverpool-fans, var det nærliggende at åbne vores egen hjemmeside om Premier League, da den ikke fandtes i forvejen, fortæller Mikkel Lund Køhler, der går i gymnasiet i Odense.

Sammen med Jeppe Augustsen åbnede han i juli i år plbold.dk, og siden da har sitet sprøjtet nyheder ud om alt lige fra Daniel Aggers bedrifter i Liverpool til de seneste salgsrygter i Sunderland.

- Der findes mange forskellige fodboldsites i Danmark, men det er kun plbold.dk, der udelukkende har fokus på Premier League, og vores mål er at være hurtigst med alle fodboldnyheder fra England, siger den fynske gymnasieelev.

Endnu får hverken de to stiftere eller skribenterne løn, men i takt med at besøgstallene stiger har mediebureauer vist interesse for plbold.dk.

- Vi er netop ved at indgå en aftale med et bureau, der kan skaffe os annoncører, og det håber vi i første omgang kan være med til at dække nogle af vores udgifter, siger Mikkel Lund Køhler.

De to initiativtagere har allerede fået landsholdstjernerne Daniel Agger og Simon Kjær til at reklamere for deres site på de sociale medier, og det har været en medvirkende faktor til at trafikken i perioder er eksploderet.

- Interessen for Premier League i Danmark er stor, og vores mål er at alle engelske fodboldsfans i Danmark skal bruge vores site. Vi håber at vokse og få endnu flere besøgende, og så må vi se om der begynder at komme indtægter, så vi kan aflønne vores skribenter, siger stifteren fra Odense.

Besøg plbold.dk

Oversigt

    Oversigt