Fynbo bag VM i grill

Endnu et VM er kommet i hus for Det Danske Grill Landshold, der i weekenden vandt "Homeland"-kategorien ved verdensmesterskabet, The Jack i USA.

Det er første gang nogensinde, at et nordisk hold vinder her.

I weekenden blev et nyt verdensmesterskab føjet til historien om Det Danske Grill Landshold.

Det skete, da teamet vandt i kategorien "Cookin' from the Homeland" ved dette års "Jack Daniel's World Championship Invitational Barbecue", der er et verdensmesterskab afholdt af det uafhængige forbund Kansas City Barbeque Society (KCBS).

Det var svendborgenseren Rasmus Bleeg, der stod bag vinderretten.

The jack

The Jack, som VM også kaldes, er i BBQ-kredse kendt som den sværeste konkurrence af dem alle, da det kun er cremen af BBQ-cremen, der kan få lov at stille op her.

Det er første gang, at Det Danske Grill Landshold deltager ved The Jack - og ovenikøbet ender med at vinde.

- Det er over al forventning. Vi er så glade og stolte - tænk, at vi kommer hjem med en 1. plads i første forsøg - det er mere, end vi turde håbe, siger holdleder Stig Pedersen.

Faktisk blev holdet til medaljeceremonien først tildelt 3. pladsen - noget, der skabte overstadig jubel hos danskerne.

Det viste sig imidlertid at være en fejl, for det danske hold tegnede sig faktisk for 1. pladsen!

- Ja, vi troede først, at vi havde vundet en 3. plads og var oppe at køre over det. Men så var det ikke os alligevel, og så var vi lidt skuffede. Lige indtil de nåede til at udnævne 1. pladsen, fortæller landsholdsgriller Rasmus Bleeg fra Svendborg, der havde ansvaret for retten i "Cookin' from the Homeland"-kategorien.

"Cookin' from the Homeland" blev vundet med en version af lammeracks og hertil udvalgt tilbehør.

- Det er vildt! Jeg kan slet ikke fatte det. Vi var i problemer netop med den ret, fordi der var dele af den, der drillede, så at vi klarer os igennem og vinder - det er virkelig vildt. Jeg er så glad, siger Rasmus Bleeg.

Benhård konkurrence

Ved VM, der blev afholdt i Lynchburg, Tennessee er reglerne for hvem, der kan stille op, benhårde.

Kun de amerikanske hold, der har vundet et delstatsmesterskab eller er blevet Grand Champion i en af de helt store konkurrencer, kan få adgang.

Desuden er det kun udvalgte ikke-amerikanske hold, der får adgang - det gør de typisk ved enten at vinde et nationalt mesterskab eller ved at have gjort sig bemærket med flotte resultater ved de store konkurrencer i USA.

Netop på den måde sikrer KCBS, at det kun er toppen inden for konkurrencegrillning, der får lov at stille op.

- Det er de tunge drenge, vi har været oppe imod, og konkurrencen har været benhård. Så når vi eksempelvis får en 10. plads for vores BBQ-sauce, er det en kæmpe bedrift, for vi slår en række af de allerstørste. Det har virkelig været et godt VM for os, fastslår Stig Pedersen.

Oversigt

    Oversigt