Fynbo bliver ny Lego-chef

Kjeld Kirk Kristiansen giver en stor del af magten over Lego videre til sin 37-årige søn, Thomas Kirk Kristiansen, der til daglig bor i Kerteminde.

Thomas Kirk Kristiansen, der bor i Kerteminde, overtager nu sin fars rolle i en række Lego-sammenhænge. 

Familien Kirk Kristiansen, som ejer LEGO Koncernen, tager dermed vigtige skridt i det glidende generationsskifte, som har været undervejs i en årrække i milliardkoncernen.

- Vi har i familien igennem en årrække forberedt os grundigt på fremtiden. Jeg er rigtig glad for, at vi nu er klar til at tage nogle vigtige skridt i det glidende generationsskifte, der er med til at sikre et aktivt familieejerskab af LEGO Koncernen – ikke bare i næste generation, men også i de kommende generationer, siger Kjeld Kirk Kristiansen.

- Som et led i forberedelserne har vi besluttet, at der i hver generation skal være én person, som er den mest aktive ejer. Den mest aktive ejer er på vegne af hele familien tæt på LEGO Koncernen, LEGO Fonden og KIRKBI. Vi er i familien blevet enige om, at det er Thomas, der skal varetage denne rolle i fjerde generation. Thomas har oparbejdet et dybt kendskab til virksomhederne, og han har hele familiens opbakning, siger den nu tidligere næstformand i LEGO A/S, Kjeld Kirk Kristiansen.

Kjeld Kirk Kristiansen (68) og hans søn, Thomas Kirk Kristiansen (37), bytter roller i bestyrelsen i LEGO A/S, hvor Thomas Kirk Kristiansen bliver næstformand, mens hans far fortsætter som menigt bestyrelsesmedlem. I LEGO Fonden overtager Thomas Kirk Kristiansen posten som formand, mens Kjeld Kirk Kristiansen bliver næstformand.

- Jeg glæder mig meget til at påtage mig et større ansvar på vegne af fjerde generation i min familie. Jeg har forberedt mig i tæt samarbejde med min far og Jørgen Vig Knudstorp, siden jeg i 2004 trådte ind i bestyrelsen for LEGO A/S som observatør og sidenhen i 2007 blev valgt ind i bestyrelsen, siger Thomas Kirk Kristiansen.

- For mig har LEGO Koncernen altid været meget mere end en virksomhed. Vi har et helt klart formål, som handler om legens store betydning for børns udvikling og trivsel. Passionen for leg og læring har altid været drivkraften i min familie, og det er vigtigt for mig at være med til at føre den arv videre, siger Thomas Kirk Kristiansen.

Oversigt

    Oversigt