Fynbo dømt for at sende mails

En 38-årig mand blev torsdag ved Retten i Odense idømt en behandlingsdom for at sende mails til otte af landets større virksomheder, hvori han kædede deres logoer sammen med en brændende koran.

Manden sendte de mange mails under Muhammedkrisen for et års tid siden, og han truede med at sende grafikken videre til hele den arabiske presse.

Den 38-årige programmør er dog kun dømt for at true virksomhederne. Ikke for at afpresse dem, som han ellers også var tiltalt for, oplyser DR Fyn. Arla, Lego, Velux og A.P. Møller var blandt de virksomheder, han skrev til, men ingen af dem betalte penge til manden. 

Odenseaneren blev dømt til ambulant psykiatrisk behandling. Og i de næste fem år skal kriminalforsorgen holde øje med ham og kan indlægge ham, hvis det med dommerens ord "skulle gå galt for ham".

Oversigt

    Oversigt