Fynbo: Er du klar til nye køreplaner?

Flere af de fynske busruter får nye køreplaner ved skolestart rundt omkring på øen

De fleste lokal- og uddannelsesruter på Fyn får nye køreplaner inden elever og studerende starter igen efter sommerferien. Desuden får tre af Odenses bybusruter og regionalrute 150 mellem Odense og Kerteminde nye køreplaner 6. august. Det oplyser FynBus i en pressemeddelelse.

FynBus lover dog, at de fleste passagerer kun vil opleve mindre ændringer, når de mange busser får nye køreplaner.

De regionale uddannelsesruter bliver tilpasset til ændrede mødetider på diverse uddannelser, eller for at sikre, at busserne er fremme til tiden om morgenen.

På enkelte ruter er nogle eftermiddagsafgange fjernet, da ifølge FynBus var for få passagerer, der benyttede dem.

Lokalruterne, som for det meste kører til og fra folkeskoler rundt omkring på Fyn, er justeret efter hvor eleverne bor og hvornår de skal møde. Ruterne begynder at køre mellem 9. og 16. august, afhængigt af, hvornår de enkelte kommuner vælger, at eleverne skal begynde igen efter ferien.

Nye køreplaner

I Assens Kommune sker der lidt større ændringer, da kommunen har ændret skolestrukturen og lukker skolerne i Dreslette og Skallebølle.

I Odense bliver det kun rute 41-44, 51-53 og 72, der får nye tider.

På rute 41-44 kommer der flere afgange til og fra Syddansk Universitet. Desuden holder busserne nu på østsiden af universitetet, da et stykke af Campusvej er spærret pga. letbanebyggeriet. Rute 51-53 og 72 er tilpasset, så det bliver lettere at skifte og komme mellem Agedrup/Bullerup og Rosengårdcentret.

Regionalrute 150 mellem Odense og Kerteminde får justeret tiderne for at gøre køreplanen mere præcis.

Oversigt

    Oversigt