I det fynske folks tjeneste

Fynbo forsvarer Dannebrog

Fynske Mathias Boe og hans herredouble-makker Carsten Mogensen er de eneste danskere tilbage i Denmark Open i badminton i Odense.

Mathias Boe og Carsten Mogensen besejrede kineserne Chai Biao og Hong Wei med 16-21, 21-18, 21-15 på en fredag, da de øvrige danskere blev slået ud af turneringen.

Herredoublen måtte gennem et meget spændende andet sæt, før de for første gang besejrede kinesere.

Som de eneste danskere har Mathias Boe og Carsten Mogensen spillet sig i semifinalen ved Denmark Open i Odense.

Efter at have tabt første sæt var tredjeseedede Mathias Boe og Carsten Mogensen bagud 16-18 i andet sæt, som de dog fik lukket med fem point på stribe.

I tredje sæt var de danske VM-bronzevindere i den styrende rolle og sikrede sejren.

Dermed fik Mathias Boe og Carsten Mogensen afværget et dansk hattrick af nederlag i fredagens kvartfinaler.

Begge mixeddoubler, Joachim Fischer og Christinna Pedersen samt Mads Pieler Kolding og Kamilla Rytter Juhl, tabte tidligere fredag.

Fredag blev en sur dag for Christinna Pedersen og Kamilla Rytter for senere blev de sammen elimineret i damedouble.

I sidstnævnte række tabte de andenseedede danskere 14-21, 23-21, 16-21 til de ottendeseedede kinesere, Wang Xiaoli og Yu Yang.

Trods kinesernes lavere seedning er det danske nederlag ikke overraskende, for Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl har tabt fem gange af seks mulige til kineserne.

Herresinglen Jan Ø. Jørgensen tabte fredag aften sin kvartfinale til Kashyap Parupalli.

Inderen sejrede med cifrene 21-19, 21-15.

Selvom tredjeseedede Jan Ø. Jørgensen gik ind til Denmark Open med små forventninger, fordi han har været skadet, så vil han formentlig ærgre sig over nederlaget til verdensranglistens nummer 28.

Danskeren førte 18-16 i første sæt, som alligevel gik til Kashyap Parupalli.

I andet sæt var danskeren bagefter med adskillige point, og det var svært at få øje på, at Jan Ø. Jørgensen selv troede på sejren.