Fynbo graver Tycho Brahe op

Kemi-lektor fra Svendborg har efter to års hårdt arbejde fået lov til at åbne Tycho Brahes gravmæle i Prag.

Tycho Brahes kiste blev sidst åbnet i 1901. Til november sker det igen, og denne gang er det med Kaare Lund Rasmussen i spidsen. Den svendborgensiske lektor skal sammen med videnskabelige teams fra både Danmark og Tjekkiet undersøge, hvordan Tycho Brahe egentlig døde.

Ved at spalte hårene i Tycho Brahes skæg kan Kaare Lund Rasmussen måle indholdet af kviksølv. Det tal sammenligner han med mængden af kviksølv i for eksempel lårbenet. Hvis der er meget kviksølv i skægget, men ikke i knoglerne, så tyder alt på, at Tycho Brahe blev forgiftet.

- Vi bruger fysikken og kemien til at studere kulturhistorie. Vi kan supplere det, som humanisterne har undersøgt og diskuteret med naturvidenskab, forklarer lektoren på spørgsmålet om, hvorfor de ikke lader den gamle videnskabsmand hvile i fred.

Oversigt

    Oversigt