I det fynske folks tjeneste

Fynbo havde mere på samvittigheden

To islandske mænd er sigtet for at indsmugle 27 kilo amfetamin, mens de allerede sidder i fængsel for ecstasy. Fynbo mistænkt for at modtage mere amfetamin end det han allerede er dømt for.

Mindst 27 kilo amfetamin.

Så meget er to islændinge sigtet for at smugle ind i Danmark tilbage i november 2011.

Men de to mænd på 25 og 37 år afsoner allerede domme på henholdsvis fem og otte års fængsel for at have indsmuglet fem kilo ecstasypiller til Kastrup Lufthavn.

Så politiet skulle ikke lede længe efter de to mænd, da de skulle anholdes til fredagens grundlovsforhør. De sad nemlig allerede i fængslet for deres ecstasydomme.

- Denne nye sigtelse er kommet frem under samme efterforskning som førte til dommen for de fem kilo ecstasy, men det er altså to forskellige narkosmuglinger, der er tale om, fortæller Steffen Th. Steffensen, der er narkochef ved Københavns Politi.

Politiets efterforskning er stadig i gang og har indtil videre medført sigtelser mod 12 personer for forskellige roller i den omfattende narkosag.

På grund af den fortsatte efterforskning vil Steffen Th. Steffensen ikke udelukke, at der stadig kan dukke nye forhold op på de to islændinge.

- Men jeg håber det ikke, for 27 kilo amfetamin er da rigeligt, siger han.

Ud over de to islændinge, der er sigtet i sagen, er en 42-årig fynbo allerede dømt i forbindelse med de 27 kilo amfetamin. Han fik 12 års fængsel for at have modtaget stoffet, efter at det var smuglet ind i landet.

Men også fynboen har mere på samvittigheden mener politiet. Han er siden sin dom blevet varetægtsfængslet, sigtet for et nyt forhold, der drejer sig om 10 kilo amfetamin.