I det fynske folks tjeneste

Fynbo i verdenseliten: Jeg var i mit livs form, men så gik det galt

02:37

Michelle Vesterby ærgrer sig over en dum straf i et af verdens hårdeste løb. Alligevel har 2016 været et succesår, fortæller hun.

Triatlon er blandt de hurtigst voksende sportsgrene i Danmark, og en fynbo skiller sig ud i verdenseliten i den ekstreme sport, der kombinerer svømning, cykling og løb.

Michelle Vesterby er netop vendt hjem fra Mexico med en sejr i ironman-disciplinen, men det er dog VM i ironman på Hawaii, der har været årets højdepunkt for fynboen – også selv om det blev til en skuffende sjetteplads.

- Jeg var i mit livs form. Alt havde klappet og var klar. Forberedelserne var perfekte, men så får jeg sådan en dum straf, siger Michelle Vesterby, der i 2015 fik en fjerdeplads på Hawaii.

Forberedelserne var perfekte, men så får jeg sådan en dum straf.

Michelle Vesterby

Efter svømning og cykling var fynboen blandt de førende i løbet på Hawaii, der er en af verdens hårdeste sportsbegivenheder, men på cyklen holdt Michelle Vesterby ikke nok afstand til en konkurrent, og det straffede dommeren.

- Jeg er klar til at lave et udbrud til sidst, da der mangler 60 kilometer. Man må ikke ligge på hjul i triatlon. Det er en individuel sport. Dommeren vurderer, at jeg kører ind for tidligt, så der ikke er 12 meter til kvinden foran mig, og så får jeg altså en straf for at blokere for kvinden bag mig, forklarer Michelle Vesterby.

Selv om konkurrenterne var enige i, at det ikke var fair for danskeren, var der ikke noget at gøre, og hun blev straffet med fem minutter. 

Læs også Michelle Vesterby vinder Ironman Copenhagen

Michelle Vesterby er dog overordnet set tilfreds med 2016. Hun ligger nummer tre på verdensranglisten og har allerede kvalificeret sig til det prestigefyldte ironman-løb på Hawaii i oktober 2017, hvor hun forhåbentlig kan forbedre sin sjetteplads fra i år. 

Ved du noget? Så send os et tip