I det fynske folks tjeneste

Fynbo kvæstet efter ulykke i Aarhus

I forbindelse med et byggeri på Aarhus Havn er et betondæk styrtet sammen. 37-årig mand fra Fyn er bragt til sygehus.

En 37-årig mand er torsdag eftermiddag blevet alvorligt kvæstet ved en arbejdsulykke på Aarhus Havn.

Ulykken skete i Grete Løchtes Gade.

- Her er man ved at opføre en bygning, da et betondæk styrter sammen, fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Jes Frederiksen til Ritzau.

Han ved ikke, om den kvæstede, der kommer fra Fyn, fik betondækket ned over sig.

- Vi har haft en indsatsleder og en patruljevogn dernede. Der er ydet livreddende førstehjælp, men der var ikke brug for frigørelsesmateriel, siger vagtchefen.

Den kvæstede er med politieskorte blevet kørt til Kommunehospitalet i Aarhus. Det er torsdag aften ikke muligt at få oplyst nærmere om hans tilstand.

Efter ulykken er Arbejdstilsynet blevet tilkaldt for at undersøge byggepladsen. Det skal dels undersøge, hvordan ulykken skete, og om alle regler er overholdt, dels om der er fare for nye nedstyrtninger.

Ved du noget? Så send os et tip