Fynbo med i måltidstænketank

31-årige Tine Gudrun Petersen fra Odense skal som nyt medlem af fødevareministerens måltidstænketank være med til at ændre måltidskulturen i Danmark.

I alt har Dan Jørgensen udpeget fem nye medlemmer til den såkaldte måltidstænketank. Opgaverne for udvalget er blandt andet at foreslå en række måltidsråd og komme med anbefalinger til, hvordan man kan ændre måltidskulturen i Danmark.

- Det er folkets tænketank, og derfor er jeg glad for, at vi også har fået fem medlemmer udpeget af danskerne med, siger fødevareminister Dan Jørgensen(S).

Tine Gudrun Petersen læser historie og er samtidig medstifter af Odense Fødevarefællesskab. Foreningens formål er at inspirere til at spise mere lokalt og finde mere madglæde.

Hun bor alene med sin datter i Odense, og skal dermed også repræsentere det voksende antal singler i landet.

Udover Tine Gudrun Petersen har fødevareministeren udpeget fire andre medlemmer på baggrund af 565 normeringer af 215 forskellige personer.

- De fem er alle valgt, fordi de har udvist et helt særligt engagement i madkultur og kender hverdagens udfordringer med at få god mad til at passe ind i en hverdag med skole, job, badminton og andre fritidsaktiviteter, siger Dan Jørgensen.

Oversigt

    Oversigt