I det fynske folks tjeneste

Fynbo med til at sikre nordisk guld

Louise Nielsen på hesten Hooker Skovgaard. De to vandt i weekenden nordisk guld og sølv.

Danmark vandt i weekenden nordisk guld for hold i ridesportsdisciplinen Military.

I weekenden blev der holdt nordiske mesterskaber i ridesportsdisciplinen military. Stævnet blev holdt i Starum, Norge, men det var det danske hold der løb med guldet.

- Det var en virkelig fed oplevelse. Det er det man træner for, og så er det fantastisk, når det lykkedes, siger landsholdsrytter Louise Nielsen fra Ullerslev på Fyn.

Ud over at være med til at vinde guld, vandt Louise Nielsen også en individuel sølvmedalje som den første fynbo i nyere tid.

- Det var marginaler, der gjorde, at jeg ikke vandt guld. Men jeg prøver igen næste år, siger Lousen Nielsen.

Military er en ridesportsdisciplin, som består af tre deldiscipliner; dressur, springning og terrænspringning. Nogen kalder military for ridesportens triatlon. En ridesportsgren der stiller store krav til hesten:

- De skal først og fremmest have mod og lydighed, og det har de heste, vi har med på det niveau. De ville hoppe igennem ild, hvis vi bad dem om det, siger Louise Nielsen.

Louise Nielsen bor på en gård ved Ullerslev, hvor hun har plads til sine fem heste.

Ved du noget? Så send os et tip