I det fynske folks tjeneste

Fynbo testede rumudstyr i Beldringe

01:00

1 af 10

En frivillig fra den fynske faldskærmsklub Center Jump testede lørdag en faldskærm til brug i rummet i Beldringe.

Det er foreningen Copenhagen Suborbitals, der for anden gang på en måned tester deres faldskærm på Fyn.

- Det er en special dag. Vi laver en bemandet test, og vi understreger, at vi mener det alvorligt, når vi vil sende en mand i rummet, siger Mads Stenfatt fra Copenhagen Suborbitals.

Foreningen har selv bygget deres faldskærm, som skal sikre, at den person de vil sende i rummet om nogle år, kan komme tilbage til jorden i live. Blandt andet har foreningen brugt fem kilometer sytråd til deres særlige faldskærm. Lørdag blev faldskærmen testet af Ahmad Rahman fra Center Jump.

- Jeg synes, at det er spændende. Der er ikke mange, der får lov at springe i en rund faldskærm, som skal bruges i rummet, siger Ahmad Rahman fra Center Jump.

Den private foreningen har allerede testet raketmotorer, raketaffyringer og bygget deres egen rumddragt. Og målet er at sende en mand i 110 kilometer ud i rummet i løbet af fem år.

- Vi gør det fordi det kan lade sig gøre. Vi vil gerne bevise, at amatører med værktøjer i baghaven kan sende folk i rummet. Man behøver ikke at have budgetter som NASA eller være støttet af en regering, siger Mads Stenfatt.

Forsøget lørdag skulle teste om den hjemmebyggede runde faldskærm kunne folde sig ud langsomt og i forskellige trin, hvilket vil være nødvendigt, når en mand skal overleve turen gennem atmosfæren.

Lige som for en måned siden lykkedes forsøget dog ikke helt. Faldskærmen foldede sig lidt for hurtigt ud.

- Jeg tror, at en af snorene er sprang eller har været bundet for godt sammen, siger Mads Stenfatt.

Men selvom faldskærmstesten ikke gik som planlagt er Copenhagen Suborbitals ikke slået ud.

- Vi bliver klogere hver gang - også selvom det ikke lykkes for os. Vi går aldrig på kompromis med sikkerheden, så vi hver gang lidt klogere af vores fejl, siger Mads Stenfatt.

Ved du noget? Så send os et tip