I det fynske folks tjeneste

Helt utroligt: To ukendte fynboer får landsholdsdebut

Christian Bannis og Mads P. Bertelsen er med fra start i Bratislava i testlandskampen mellem Danmark og Slovakiet.

Det danske nødlandshold er her fotograferet kort før kampstart i Bratislava. Det er Christian Bannis med nummer 4 og Mads Bertelsen med nummer fem. Foto: Radovan Stoklasa/Reuters/Ritzau Scanpix

Ifølge TV 2 Sport er der alligevel ikke tre fynboer i startopstillingen i den omstridte testkamp, som Danmark her til aften spiller mod Slovakiet.

De første meldinger fra mediet Livescore.com gik ellers på, at hele tre fynboer strøg direkte ind i startopstillingen. Men ud af de udvalgte 11 er der altså kun to.

Den vikarierende landstræner og tidligere Europamester John "Faxe" Jensen har fundet de to spillere Christian Bannis og Mads P. Berthelsen, begge fra Tarup-Paarup Idrætsforenings (TPI) 2. divisonsmandskab, tunge nok til kampen, som begynder klokken 20.45.

Jokeren Anders Fønss var den, Livescore.com troede på til startopstillingen, men han er altså gledet ud i de officielle papirer.

Christian Bannis starter inde på midtbanen, mens Mads P. Berthelsen starter som venstre back.

Således sidder fynboerne Victor Vobbe Larsen, Kasper Skræp, Anders Fønns og Kevin Jørgensen.

Modstanderne fra Slovakiet stiller et meget slagkraftigt mandskab, og har stjerner som Marek Hamsik og Martin Skrtel med fra første fløjt.

Danmarks kæder ser ud som følger:

Målmand: Christoffer Haagh.

Forsvarsspillere: Simon Vollesen, Nicolai Johansen, Daniel Nielsen, Mads Bertelsen.

Midtbanespillere: Oskar Høybye, Christian Bannis, Rasmus Johansson, Rasmus Gaudin, Kasper Kempel.

Angriber: Christian Offenberg.

På bænken har Danmark følgende spillere: Morten Bank, Victor Vobbe Larsen, Kasper Skræp, Adam Fogt, Christopher Jakobsen, Troels Cillius Nielsen, Anders Fønns, Anders Hunsballe, Kevin Jørgensen, Christian Bommelund Christensen, Louis Veis og Daniel Holm.

Læs også Så kom konflikten også til badminton – Axelsen er stridens kerne