I det fynske folks tjeneste

Fynboer får mindre glæde af skattereform

Næste års skattelettelser og de billige flekslån vil påvirke danskernes husholdninger så forskelligt, at familier i hovedstadens mest velbjergede kommuner vil få over 100.000 kroner mere til rådighed end familier i landets udkantsområder.

Et par i velhaverkommunen Gentofte, der købte hus i 2005 med afdragsfrit flekslån, vil få hele 127.622 kroner ud af skattelettelser og lav rente i 2010, hvis deres huspris og indkomst svarer til kommunens gennemsnit.

Hvis adressen i stedet hedder Langeland Kommune, giver det mere beskedne 24.187 kroner.

Det viser beregninger, som Danske Bank har foretaget for Politiken.

- Det skyldes, at hovedstaden har en kombination af landets
dyreste boliger og højeste indkomster, siger cheføkonom Steen
Bocian fra Danske Bank til Politiken.

At de højtlønnede københavnere får mest ud af næste års
pengefest, skyldes til dels måden, skattelettelserne er skruet

Skatteminister Kristian Jensen (V) ser ingen problemer i
forskellen.

- Kernen i skattereformen er, at de, der betaler meget i skat, får lov at beholde lidt flere af deres penge. Selv efter reformen vil parret i Gentofte betale mere i skat, end de får fra velfærdssamfundet, så det er rimeligt nok, at vi belønner dem, der bidrager meget til samfundskassen. Og så skal man huske, at der finder en stor udligning sted mellem kommunerne, så Langeland får penge fra rigere kommuner som Gentofte, siger Kristian Jensen til Politiken.