I det fynske folks tjeneste

Fynboer redder afghanske gadebørn

04:46

1 af 6

En nystiftet fynsk forening er gået i gang med at redde afghanske gadebørn fra en skæbne som tiggere, narkokurerer eller selvmordsbombere. Fem gadebørn er foreløbig blevet sendt i skole af foreningen "From Street to School", men ambitionerne rækker meget længere.

I dag er de alle velfungerende, integreret og i gang med videregående uddannelser her på SDU.

- Jeg har været så priviligeret at komme til Danmark, hvor jeg har alle de muligheder jeg kunne ønske mig, siger Elaha Salik, der studere medicin på SDU.

Men for bare 10-12 år siden levede hun, som de fleste andre medlemmer i foreningen "From Street to School" under de kaotiske forhold i det krigshærgede Afghanistan.

- Som pige kunne jeg ikke komme i skole i Afghanistan. Jeg havde ingen fremtid, siger Elaha Salik.

Sammen med andre unge - de fleste med rødder i Afghanistan - forsøger Elaha Salik nu at hjælpe børn i Kabul. Børn, som lever, som de selv gjorde for et årti siden.

- Jeg har set hvordan de børn lever, og nogle af dem harjeg måske kendt, siger Elaha Salik.

Fra gade til skole

For få måneder siden levede 11-årige Maruuf og 8-årige Dauod på gaden i Kabul.

- Mig og min bror tjener til sammen 15 kroner om dagen på at vaske biler. Vi kan ikke gå i skole for der er ikke andre i familien til at tjene penge, lød det fra Maruuf, da Ashil Farokh fra "From Street to School" mødte ham i færd med at vaske biler.

Nu er drengene startet i skole, og familien får i stedet samme beløb, som drengene kunne på gaden fra "From Street to School". Foreningen startede på Fyn, men har allerede lokalgrupper flere steder i landet. Via medlemmerne, bidrag, donationer i Danmark giver "From Street to School" penge til gadebørnene familier.

- Der findes 60.000 gadebørn alene i Kabul. De må arbejde på gaden for at tjene penge til deres familier, og kan derfor ikke gå i skole, fortæller formanden for "From Streeet to School", Ashil Farokh.

Lette ofre

Udover at børnene ikke lærer at læse og skrive, risikerer de også at havne i kløerne på Taliban eller kriminelle bander.

- De risikerer at blive udnyttet seksuelt eller at blive hyret som narkokurerer eller som selvmordsbombere af Taliban, fortæller Ashil Farokh.

Foreløbig har foreningen sendt fem gadebørn i skole, og hver eneste barn og familie bliver fulgt nøje. Hvis de ikke passer deres skole, går pengene til en anden familie.

- Vi håber at kunne hjælpe 20 børn allerede i år og mange flere de kommende år, siger Ashil Farokh.

Se hjemmesiden for From Street to School

Ved du noget? Så send os et tip