Fynboerne deler

Der skal være færre biler i trafikken. Derfor sætter Odense kommune nu penge af for at fremme de såkaldte delebilsordninger.

De 100.000 kroner som kommunen har sat af, skal bruges til at skabe større opmærksomhed omkring delebiler.

I Odense kan man foreløbig benytte delebilsordninger gennem tjenester som Hertz og fra fredag også firmaet Letsgo.

Det fungerer på den måde, at man via nettet booker en bil, som man afhenter på en bestemt adresse.

Man betaler kun for den tid som man bruger bilen, og når man er færdig afleveres bilen samme sted som man tog den.

Fart på deleøkonomi

Ideen om at deles om ting breder sig blandt danskerne - det kaldes også for deleøkonomi.

Faktisk vil man kunne komme ret langt uden selv at eje for eksempel bil eller bolig.

Forestil dig for eksempel at skulle på ferie på Fyn.

Boligen, du skal bo i, finder du for eksempel via hjemmesiden air-bnb, hvor private udlejer deres bolig, mens de selv er på ferie.

Transporten dertil arrangerer du ved at køre sammen med andre eller lejer en delebil.

Feriegarderoben bytter du dig til på et brugtmarked. Det kunne være på Trendsales.

Og hvis du så kom til at glemme kufferten, kan du få den bragt hjemmefra og til ferieboligen med "bringers", hvor private transporterer varer for andre, når de alligevel skal ud at køre.

Og affaldet fra dit ferieophold kører du til sidst væk i en gratis trailer fundet på hjemmesiden freetrailer.dk.

Se mere om deleøkonomi på TV 2/FYN klokken 19.30, hvor vi blandt andet taler med forbrugerøkonom, Ann Lehmann Erichsen fra Nordea.

Oversigt

    Oversigt