I det fynske folks tjeneste

Nyt er yt: Fynboerne er blevet vilde med genbrug

Det er blevet moderne at handle på loppemarkeder eller købe brugt på nettet i stedet for at købe nyt. Det viser en opgørelse fra Den Blå Avis.

Det er blevet mere populært at sælge og købe genbrug, viser en opgørelse lavet af Den Blå Avis. Her er Steen Kranholm ved at handle på loppemarkedet på Odense Havn. Foto: Flemming Ellegaard / TV 2/Fyn

Genbrug hitter, og det har flere fynboer fundet ud af. Nye tal som Den Blå Avis og Gul og Gratis har trukket for TV 2/Fyn viser nemlig, at fra 2018 til 2019 er antallet af annoncer på Den Blå Avis steget med 10 procent i Region Syddanmark.

Læs også Forskerne oversvømmet: 800 el-apparater afleveret - tre ud af fire virkede

Og det er ikke kun på nettet, at genbrug vinder frem. Hver søndag fra marts til oktober er der loppemarked på Odense Havn, og her kan Per Posborg, der er ansvarlig for loppemarkedet, mærke, at det er blevet mere populært både at sælge og købe på loppemarkedet. 

- På vores besøgstal kan vi se, at det stiger. Vi ligger på mellem 4.500 og 5.000 besøgende på en søndag. Det er klart blevet mere hypet inden for de sidste seks-syv år. Det er ligesom blevet mere legalt, siger han. 

Fokus på at mindske ressourcespild 

Ifølge Per Porsborg er det i dag alle typer af borgere, som kommer på loppemarkedet for at gøre en god handel. 

- Man kan se, at det er en anden gruppe, som kommer her, hvor det tidligere var sådan, at man ikke ville møde naboen eller sine arbejdskollegaer hernede, siger han. 

Læs også Tinderbox bryster sig med bæredygtighed: Men kun udvalgte glas bliver genbrugt

En af de faste gæster på loppemarkedet, som også er det største udendørs loppemarked på Fyn, er Steen Kranholm fra Allested. Han har gjort flere gode handler i løbet af sommerhalvåret. Denne søndag har han købt 12 krus, to bøger og et par sko til sin datter. 

For ham spiller det en rolle, at der er kommet mere fokus på ressourcespild og genanvendelse, siger han. 

- Punkt ét er, set ud fra den debat der er i øjeblikket om genbrug og spild af ressourcer, og hvad ved jeg. Men lige nu er det lige så meget prisen, det handler om. Du kan finde mange gode ting, som ikke fejler spor. Så kan vi lige så godt gøre det, fremfor at køre det til forbrændingen eller tilsvarende, siger han. 

Bæredygtighed er blevet trendy 

Steen Kranholms overvejelser omkring at tage på loppemarked i stedet for at købe nyt flugter meget godt med tiden, siger Sabine Petersen, der er PR-manager for Den Blå Avis.

 - En ekstra indtægt og at spare penge har altid været en motivationsfaktor, men vi ser også, at miljøhensyn og bæredygtighed nu driver den her genbrugsbølge. En anden vigtig faktor er også, at det er blevet nemmere at sætte ting til salg, siger hun. 

 Alene fra 2013 og frem til i dag har Den Blå Avis oplevet en stigning i antallet af annoncer på hele 111 procentpoint.

02:54

Tag med til Fyns største udendørs loppemarked på Odense Havn, hvor regnen hverken skræmte sælgere eller købere væk. Video: Flemming Ellegaard

Luk video