I det fynske folks tjeneste

Fynboerne er vilde med rygeost: Hvordan nyder du den?

Godt nok spiser færre og færre danskere, den bløde, røgede rygeost, men fynboerne elsker den. Halvdelen af alt rygeost, der sælges i Danmark, langes over disken i fynske supermarkeder.

00:18

Mejerist Jørgen Hoff smager den gerne, inden den er røget. Hvordan kan du bedst lide rygeost?

Fynboerne ved godt, at rygeosten er en fynsk specialitet.

De smører den gerne på et stykke frisk rugbrød og pynter sirligt med radisser og purløg, eller vender den svampede ost rundt i en gang creme fraiche og serverer rygeostsalat for middagsgæsterne.

Rygeosten er en del af fynboernes identitet, og det har den været siden 1800-tallet. Den er blevet fremstillet på Fyn i århundreder, og halvdelen af al dansk rygeost sælges på øen.

Læs også Madekspert: Rygeosten er truet som dagligvare

Rygeost er Danmarks ældste og eneste originale ost. Alle andre oste er efterligninger af udenlandske oste. 

Den fynske specialitet er dog under pres fra de hundredevis af oste, vi importerer og sprøjter ud fra de tilbageværende danske mejerier. Kun tre mejerier på Fyn fremstiller rygeost i dag, og det er en skam ifølge ekspert. 

- Rygeosten har faktisk ikke den status den burde have. Det er den eneste originale danske ost, siger Nina Bauer, der er madhistoriker.

Røgede barndomsminder

Selvom rygeosten er under pres, har den dog sat sig fast i nogens bevidsthed. Per Vartou skriver på TV 2/Fyns Facebookside, at hans forhold til osten går tilbage til barndommen. 

- Jeg er opvokset med rygeost, da min mor arbejdede på en rygeostfabrik i Haarby, og både jeg og mine børn elsker rygeost. Spiser den rent på brød. Bruger den også i forskellige retter, skriver han.

Også Ann Lisbeth Lending og hendes familie har gode minder om rygeosten. 

Hjemme hos Kirsten Laage Nielsen spises rygeosten også med stor glæde. 

- Et frisk tykt stykke franskbrød med fynsk rygeost, mayonnaise og et godt lag purløg og salt og peber. Så fås det ikke bedre. Mums, skriver hun.

Og netop de gode opskrifter med rygeost vil vi gerne have dine bud på. 

Opskrifter med rygeost

Hvordan spiser du din rygeost? Send din bedste opskrift på rygeost til redaktionen@tv2fyn.dk. Du kan også dele dem på sociale medier med hashtagget #rygeost

Det gør TV 2/Fyn

TV 2/Fyn sætter i den kommende tid fokus på rygeosten med masser af journalistik og masser af fynske vinkler på rygeosten.
TV 2/Fyn er i gang med at samle et ambassadørkorps, der i deres virke skal sætte fokus på rygeosten.