Fynboerne foretrak TV 2/Fyn under valgkampen

Trods et utal af digitale medier, flere aviser og stor bevågenhed fra landsdækkende medier foretrak fynboerne at følge valgkampen på TV 2/Fyn. Det viser en ny analyse.

Den fire uger lange valgkamp til kommunalvalget blev fulgt nøje og grundigt af samtlige fynske og landsdækkende medier. Men fynboerne var ikke i tvivl om, hvor valget skulle følges.

I en analyse lavet af A&B Analyse svarer mere end 30 procent, at TV 2/Fyn var den vigtigste kilde til nyheder.

Det er næsten tre gange så mange, som de 11,8 procent, der peger på Fyens Stitfstidende som vigtigste nyhedskilde.

quote TV 2/Fyn var engang en tv-station, men vi er meget mere i dag. Vi er et mediehus, som skal ud til fynboerne. Vi skal ud og lave en masse sammen med fynboerne ude på det rigtige Fyn - ikke her på vores station

Esben Seerup

- Det gjorde en forskel, at vi var ude til faktisk næsten 30 udadvendte aktiviteter, store debatmøder - både TV 2/Fyn selv, men også med vores ungdomsprojekt Stem'rne og andre udadvendte aktiviteter. Så det er en kombination af, at fynboerne kunne komme og møde deres politikere og være en del af vores debatudsendelser, og så samtidig også få en meget omfattende dækning på både tv og web. Det har virket, siger direktør for TV 2/Fyn, Esben Seerup.

Facebook floppede

Før valget havde flere eksperter og mediefolk forudset, at Facebook ville blive den helt store nyhedskilde under kommunalvalget. 80 procent af den danske befolkning er på Facebook, og mere end 60 procent bruger det sociale medie flere gange dagligt. 

Derfor var forventningerne store til Facebook under valgkampen, men den nye analyse viser, at blot 5,4 procent af fynboerne angiver Facebook som deres vigtigste kilde til nyheder om kommunalvalget.

- Inden valget tror jeg, at man havde en forventning om, at de sociale medier ville spille en meget større rolle. Det havde vi også selv. Vi udkommer jo også på Facebook, men det kan vi se, både i den her analyse, i vores egen evaluering og den dialog, vi har haft med en masse politikere undervejs, at det er ikke gået, som vi, de og medieforskere regnede med. Facebook har ikke spillet en større rolle den her gang, siger Esben Seerup.

Indsats belønnes

TV 2/Fyn satsede større end nogensinde før på kommunalvalget. Målsætningen var klar: Alle fynboer skulle have et oplyst valg.

Derfor dedikerede redaktionen én dag til hver kommune. Kort og godt blev alle platforme ryddet og i stedet fyldt med valgstof fra hver eneste kommune.

Der blev arrangeret debatmøder i alle ti fynske kommuner, ligesom borgmesterkandidaterne fra hver kommune tørnede sammen i en duel på politik, holdninger og synspunkter.

Undersøgelsen er lavet af A&B Analyse og i alt 1050 fynboer over 18 år har deltaget i undersøgelsen. Resultaterne er indsamlet i perioden 27.11 - 1.12.
Undersøgelsen er lavet af A&B Analyse og i alt 1050 fynboer over 18 år har deltaget i undersøgelsen. Resultaterne er indsamlet i perioden 27.11 - 1.12.

Netop det fysiske møde med fynboerne spiller en stor rolle for fremtidens TV 2/Fyn, vurderer Esben Seerup.

- TV 2/Fyn var engang en tv-station, men vi er meget mere i dag. Vi er et mediehus, som skal ud til fynboerne. Vi skal ud og lave en masse sammen med fynboerne ude på det rigtige Fyn - ikke her på vores station. Ved det største af vores debatmøder var der næsten 1.600 deltagere. Ved det mindste var der måske 100, men det var lige så godt. Så det er det fysiske møde koblet sammen med journalistik på alle vores platforme - det kommer der meget mere af, siger direktøren for TV 2/Fyn.

Det fysiske møde koblet med journalistikken bliver en vigtig del af fremtidens TV 2/Fyn, mener stationens direktør, Esben Seerup.

Oversigt

    Oversigt