Fynboerne gider ikke regionsrådsvalget

Mens valgkampen op til kommunalvalget i november så småt er ved at komme op i omdrejninger, ser det anderledes dødt ud, når det handler om Regionsrådsvalget. Der er ingen debat, ingen valgmøder og stort set ingen interesse for valget til Region Syddanmark.

17. november skal syddanskerne bestemme, hvem der fremover skal styre blandt andet sygehusvæsnet, psykiatrien og den kollektive trafik i regionen. 111 kandidater kæmper om de 41 pladser til regionsrådet i Region Syddanmark.

Men selvom Region Syddanmark har ansvaret for vigtige områder, er interessen for valget minimal.

Søren Bøving-Andersen er formand for Venstre i Svendborg og kandidat til Regionsrådsvalget.

- Jeg har modtaget et hav af henvendelser omkring Kommunalvalget fra pressen og andre, men ikke en eneste henvendelse om Regionsrådsvalget, fortæller Søren Bøving-Andersen.

Længere fra borgerne

Debatten i medierne handler næsten udelukkende om Kommunalvalget og en lille rundspørge foretaget af TV 2/FYN afslører minimalt kendskab blandt fynboerne om valget og regionens opgaver. Ingen af de ni adspurgte i dag sagde, at de interesserede sig for valgtet, og kun en enkelt kunne nævne et navn på dem, der i dag sidder i Regionsrådet.

- Regionsrådspolitikerne har færre opgaver end kommunalpolitikerne, og dermed er der mindre at diskutere. Samtidig er deres ansvarsområder længere fra almindelige borgere, siger valgforsker Christian Elmelund-Præstekær fra SDU.

Et af regionens vigtigste områder er sygehusene og sundhedsområdet, men her er politikerne i konkurrence med de nationale politikere om at sætte dagsordenen for debatten. Samtidig er det svært at se politiske forskelle på hvad kandidaterne mener.

- Jeg tror, at kandidaterne skal markere sig politisk. De skal vise, hvor de er uenige, så vælgerne kan se at det regionen beskæftiger sig med er vigtigt, og at deres stemme kan gøre en forskel, lyder det fra Christian Elmelund-Præstekær.

Vil have flere opgaver

Regionsrådspolitikerne er da heller ikke selv særligt tilfredse med deres ansvarsområder, viser en undersøgelse foretaget af TV 2/FYN. Et flertal på 63 procent af kandidaterne vil styrke regionerne med flere opgaver og 54 procent ser gerne at regionerne får mulighed for at udskrive skat.

Men regionen har også selv et ansvar for at øge interessen, viser undersøgelsen. 66 procent af kandidaterne vil i følge undersøgelsen arbejde for at styrke en fælles syddansk identitet de kommende år.

- Jeg tror, at denne valgperiode bliver afgørende for regionerne. Hvis vi ikke formår at øge interessen for borgerne, så tror jeg, at regionerne meget snart bliver nedlagt, lyder det fra De Konservatives spidskandidat Lasse Krull.

Oversigt

    Oversigt