Fynboerne har ondt i halsen, snotnæser og feber

Influenzaen er over Fyn. Men selvom mange ligger under dynen, er der endnu ikke tale om en decideret epidemi.

Både hos vagtlægen og på Apotek Ørnen i Odense er det tydeligt, at et stigende antal fynboer er syge for tiden.

- Der er utrolig mange bekymrede forældre, der ringer med børn, der hoster og har feber, siger praktiserende læge Tønnes Puntervold.

Ekstra personale er indkaldt hos vagtlægen og på apoteket har kunderne stået i kø for at købe lægemidler, der kan dulme influenza-symptomerne.

- Der er en virusinfektion i luften, som rammer utrolig mange for tiden, men der er ikke tale om en epidemi endnu, siger Ole Holm Thomsen, der er vagtchef på Lægevagten, Region Syddanmark.

I følge vagtchefen er der først tale om en epidemi, når antallet af influenza-tilfælde bliver fordoblet fra uge til uge.

Statens Serum Instituts nyeste tal for uge syv, viser, at 546 danskere blev testet for influenza A. 139 blev testet positive i uge 7.

For at undgå at blive smittet skal man helst undgå kontakt med smittede personer og sørge for at holde en god håndhygiejne.

Oversigt

    Oversigt