Fynboerne klar til mere affaldssortering

Fynboerne er med på regeringens plan om at sortere affaldet mere omhyggeligt, og hos Odense Renovation ser man store perspektiver i genbrug af mere af vores affald.

Allerede i dag bliver affaldet sorteret i flere forskellige beholdere i de fynske kommuner. I Odense har borgerne en beholder til husholdningsaffald og en til papir. Men to beholdere er allerede i dag for lidt for mange fynboer.

- Vi har otte poser i kælderen, hvor vi sortere vores affald i pap, metal og forskellige slags plast. Så jeg synes, at det er en god ide med mere sortering og flere beholdere, siger Niels Nielsen fra Odense.

- vi gør det jo i forvejen, så det vil være dejligt med nogle rigtige beholdere til pap, metal og plast. Jeg synes, at det er helt på sin plads, at vi alle sortere mere, siger Britta Kristensen fra Tarup.

Velvilligheden over for sortering af affald kan man også mærke på byens otte genbrugsstationer.

- Fynboerne er i høj grad villige til at sortere deres affald, viser vores erfaringer. I dag bliver 59 procent af affaldet genanvendt i de odenseanske husholdninger, siger direktør for Odense Renovation, Thomas B. Jørgensen.

I følge regeringens nye ressourceplan skal danskerne fremover i endnu højere grad selv sortere deres affald.

- Det vil naturligvis betyde, at vi skal udvide vores arbejdsområder. Vi skal have nye centraler til sortering, og vi skal også bruge flere medarbejdere, siger direktøren.

Oversigt

    Oversigt