I det fynske folks tjeneste

Fynboerne kører pænt

Bilister på Fyn, Sjælland og øerne er flinke til at overholde fartgrænsen på 80 km/t, mens jyderne har det med at trykke ekstra på speederen.

En opgørelse fra Vejdirektoratet fastslår, at gennemsnitsfarten på landevejene i hele landet er faldet i årene fra 2008 - 2012.

Tallene viser, at gennemsnitsfarten på Fyn, Sjælland og øerne var 80 km/t fra maj til og med august 2013.

I Jylland var farten oppe på 85,3 km/t.

Selvom det kan virke lidt, så er der faktisk tale om en markant forskel, eftersom risikoen for ulykke stiger med blot få kilometer ekstra.

- Selv en lille hastighedsoverskridelse kan være fatal, hvis man kommer ud i rabatten, rammer en anden bil eller for eksempel børn, der cykler på vejen, siger projektleder Michelle Laviolette, Rådet for Sikker Trafik.

Ny kampagne

76 kommuner, 123 Q8-tankstationer, Rådet for Sikker Trafik og politiet står i denne tid bag kampagnen, Sænk farten - en lille smule betyder en hel del.

Fokus er på landevejene, fordi to ud af tre dødsulykker sker her.

Antallet af personer, der har mistet livet på landevejene fra 2008 til 2012 var:

  • På Fyn: 57
  • Sjælland: 204
  • Jylland: 567

Mere om kampagnen her

Derfor kører de for stærkt

Q8 har spurgt bilister om hvorfor de kører for stærkt, når de gør det.

36% svarede at de synes forholdene på stedet gjorde det forsvarligt.

32% svarede, at de følger trafikken.

20% svarede: jeg tænker ikke over min fart og kommer til at køre for stærkt.

4% svarede, at de havde travlt

3% har det som vane at køre for stærkt

Ved du noget? Så send os et tip