Fynboerne kører stadig råddent

Mens påsketrafikken har kostet 13 mennesker livet andre steder i landet, er Fyn sluppet for meget alvorlige ulykker. Til gengæld afslører politiets påskerazzia, at der stadig bliver kørt for stærkt.

18-årig med sprit i blodet

127 bilister er indtil i dag røget i politiets fartfælder under påskerazziaen.

- Det er et stort antal, og hastigheden er forholdsvis høj, så fynboerne kører stadig alt for stærkt, fortæller vicepolitiinspektør, Peder Pedersen fra Færdselsafdelingen i Fyns Politi.

Otte personer blev taget for at køre med spiritus i blodet eller narkopåvirket.

- Det mest tragiske eksempel, var en ung mand på 18 år, der lige havde fået kørekort og en læreplads på grund af kørekortet. Ham tager vi med en relativ høj promille, så det er jo dumt og tragisk, siger Peder Pedersen.

Sidste påske blev to mænd dræbt i trafikken på Fyn, mens der i år ingen alvorlige ulykker har været. Påsken 2009 har ellers været mere end blodig, fordi 13 personer indtil nu har mistet livet på Sjælland og i Jylland. 

Oversigt

    Oversigt