Fynboerne storshopper på nettet

Fynboer er vilde med nethandel. De fynske forbrugere køber flere ting på nettet end den gennemsnitlige dansker.

Nye tal viser, at de fynske forbrugere køber flere ting på nettet end gennemsnitligts danskeren og alt tyder på at vi kan forvente endnu flere handler på nettet i fremtiden.

Foreningen for Distance- og Internethandel og analysefirmaet Epinion har for TV2/FYN undersøgt de fynske vaner i netbutikker. Og resultaterne af undersøgelsen viser, at fynboerne køber mere end den typiske danske forbruger.

I løbet af en måned foretager folk fra Fyn og øerne i gennemsnit 4,7 handler over nettet. En gennemsnitlig dansker handler kun 3,5 gang om måneden på nettet.

Odenses unge shopper

- Det skyldes dels, at Odense har mange unge, som bruger nettet. Og så har Fyn en lang række mennesker, der bor et sted, hvor der ikke er helt de samme udbudsmuligheder som i resten af storbyerne. Og så er det mere oplagt, at man handler på nettet, og at man finder ud af et gøre en stor handel, siger Henrik Theil, kommunikationschef, Foreningen for Distance- og Internethandel, til TV 2/FYN.

Samtidig viser de nye tal, at 9,3 procent af fynboerne hver måned handler hele 11-15 gange på nettet. Det er dobbelt så meget som landsgennemsnittet.

Én af de fynboer, der storshopper på nettet, er Lene Jensen fra Odense. Hun bruger i gennemsnit en time om dagen på at købe elektronik, tøj, mad og meget andet.
- Alt, hvor der kan spares penge, og alt, hvor det kan spares tid, er rigtigt godt, siger hun.

Kursus hjælper butikker

Det stadig større online-salg presser de fysiske detailbutikker. Derfor har Udvikling Odense skabt et 12 dages-kursus, hvor lokale forretningsdrivende bliver undervist i at bygge den mest effektive netbutik.

Det er væltet ind med ansøgere til kurset - "12 dage om e-salg". For i fremtiden er det ikke længere nok bare at sælge ting i butikkerne, når danskerne i stigende grad køber ind over nettet - og finder produkter i andre lande. Derfor skal de fynske butikker med på "online"-beatet.

På landsplan steg online-salget med 40 procent i første halvår af 2010 sammenlignet med et år før. Foreningen for Distance- og Internethandel og analysefirmaet Epinion forventer, at trenden vil fortsætte.
- Om ti år vil vi tro, at halvdelen af den handel, vi ser i dag, ligger på nettet, siger Henrik Theil.

12 dage om e-salg

Oversigt

    Oversigt