FynBus får ingen penge af minister

Sammenslutningen af trafikselskaber fik ingen lovning om en pose penge, men derimod råd om at få styr på regnskaberne på et møde med transportministeren.

Selvom krisen hærger den kollektive trafik i Danmark, står den konservative transportminister Carina Christensen ikke klar med en check på 300 mio. kr., som trafikselskaberne kræver for at komme helskindet gennem.

FynBus mangler 30 millioner kroner og frygter voldsomme besparelser med nedlæggelse af ruter i 2010.

Til gengæld gav ministeren Sammenslutningen af Trafikselskaber et råd om at få styr på regnskaberne og et løfte om at mødes med Kommunernes Landsforening og regionerne, da hun i dag mødtes med selskaberne i Transportministeriet.

- Var du gået dem på klingen, tror jeg godt, at de vidste, de ikke kunne få de 300 mio. med hjem herfra. Men det har været en god snak, vi har haft, om at få styr på den krise, som selskaberne står i, siger hun.

Konkret påpeger Carina Christensen, at det næste skridt er at danne sig et bedre overblik over situationen. Og det kræver også en indsats fra selskaberne.

- Jeg har givet dem det gode råd at få deres regnskaber gjort færdige for at gøre det nemmere for kommuner og regioner at navigere.

På længere sigt skal vi have et bedre sammenspil med kommuner og regioner og sidde med ved samme bord for at finde en løsning om busdriften, siger hun.

Se FynBus´ ny køreplan fra søndag

Oversigt

    Oversigt