FynBus opruster

Fra mandag d. 12. november sætter FynBus 10 ekstra busser ind. Blandt andet på flere målrettede morgenafgange og på strækningen mellem OBC og SDU.

Til foråret bliver der desuden indsat 7 nye ledbusser på grund af en kraftig stigning i antallet af passagerer.

Hos trafikselskabet FynBus er der glæde over, at passagertallet er steget med 7 % fra 2011 til 2012 - samtidig giver de mange ekstra kunder pladsproblemer i busserne.

Derfor indsætter FynBus nu flere busser, hvor der er mest brug for det. Det er primært de uddannelsessøgende, der får gavn af de ekstra busser, da flere af dem kører direkte til forskellige uddannelsesinstitutioner i Odense. Men det betyder samtidig bedre plads til andre kunder i de øvrige busser.

De ekstra direkte afgange vil give kortere rejsetid for mange, og vil samtidig aflaste OBC, hvor mange rejsende ellers skal skifte mellem busser hver morgen.

Først flere - så længere busser til SDU

Da det nye semester startede i september, oplevede Syddansk Universitet en markant stigning i antallet af studerende. Det giver flere passagerer på rute 40-42, og derfor har FynBus nu bestilt 7 nye ledbusser, der har plads til ca. 150 passagerer hver. De bliver indsat på ruten, så snart de er bygget.

Det sker dog først omkring påske, så indtil da indsætter trafikselskabet ekstra busser på ruten, blandt andet så der mellem klokken 8.00 og 10.00 er afgang hvert 5. minut fra OBC til SDU.

Om eftermiddagen er der også behov for flere busser, og en del af disse kommer til at køre direkte uden stop fra SDU til OBC, så studerende, der fx skal videre med tog, kan komme hurtigere fra universitetet.

Der er også blevet plads til en ekstra bus på rute 72 fra Seden og Vollsmose til SDU om morgenen.

Stadigt stigende antal passagerer

Flere andre steder på Fyn bliver der også sat ekstra busser ind på eksisterende afgange, så der er plads til alle passagerer. Hos FynBus er forventningen, at stigningen i passagertallet fortsætter.

- Vi er rigtig glade for, at mange flere vælger bussen - det er jo netop det, vi arbejder målrettet med i vores strategi for flere passagerer. Vi fortsætter med at overvåge situationen og sætte ekstra busser ind, hvor der er mest behov for det - og så langt pengene rækker, siger FynBus' direktør Carsten Hyldborg Jensen.

De nye, målrettede afgange

110S: Direkte fra Assens, Haarby og Nr. Broby til Kold College, SDU på Niels Bohrs Allé og SDE på Munkebjergvej, hvor den ankommer 7:55.

130P: Direkte fra Aarup, Vissenbjerg og Blommenslyst til OUH, Tietgens Allé, SDE på Munkebjergvej og Kold College på Landbrugsvej med ankomst 7:59.

192P: Direkte fra Bogense, Søndersø og Næsby via Rismarksvej til TietgenSkolen på Elmelundsvej, ankomst 8:02.

72P: Ekstra afgang fra Seden til SDU på Campusvej, ankomst 8:05

44: Kører direkte uden stop fra SDU til OBC kl. 12:09, 13:09, 14:09, 15:09 og 16:09.

61: Ekstra afgang fra OBC kl. 7:37 til SDE på Munkebjergvej og Kold College på Landbrugsvej.

Læs mere på FynBus.dk

Oversigt

    Oversigt