I det fynske folks tjeneste

Fynbus tilbyder gratis kørsel på valgdage

Fynbus kører dig gratis til valgstedet, når du om lidt skal stemme til europaparlamentsvalget og folketingsvalget.

På valgdagene kan du køre gratis med Fynbus til valgstederne. Foto: Anders Høgh



Når du snart skal i stemmeboksen og sætte dit kryds til europaparlamentsvalget og folketingsvalget, kan du blive kørt gratis frem og tilbage.

Fynbus tilbyder nemlig at veksle dit valgkort til en busbillet. 

Alt du skal gøre er at vise dit valgkort til buschaufføren. Til gengæld får du en valgbillet, der gælder busturen til og fra valgstedet.

- Vi er jo en offentlig virksomhed, og vi er interesseret i, at så mange som muligt har mulighed for at stemme. Derfor har bestyrelsen besluttet, at det skal være gratis at tage bussen på valgdagen, siger Martin Krogh, der er kommunikationschef for Fynbus.

Læs også Ekstra kontrol: Busser giver adgang gennem alle døre

Tilbuddet omfatter alle regional-, lokal, og bybusser og gælder både ved europaparlamentsvalget den 26. maj og folketingsvalget den 5. juni. 

Du kan også køre gratis med teletaxi, hvis den kommune, du bor i, tilbyder den ordning. Du skal blot gøre opmærksom på, at du skal køres til et valgsted. Du kan bestille telekørsel til europaparlamentsvalget fra 13. maj, mens det kan bestilles til folketingsvalget fra 23. maj.

Gratis bus siden 2011

Det er ikke første gang, Fynbus tilbyder borgere at blive kørt frem og tilbage mellem valgstederne, når der skal afholdes valg. Ordningen har kørt siden 2011, hvor bestyrelsen i Fynbus første gang besluttede at tilbyde gratis buskørsel til valgstederne.

Fynbus bliver dog ikke overrendt at borgere, der vil fragtes gratis til stemmeboksene.

 - Ordningen bliver brugt, men vi behøver ikke at sætte ekstra busser ind for det, siger Martin Krogh.

Den gratis buskørsel gælder ved folketingsvalg, valg til Europaparlamentet samt kommunal- og regionsrådsvalg.

Læs også Ny busplan: Fynbus nedlægger flere afgange og natbusture