I det fynske folks tjeneste

Fyns Amt får mindestue

Fyns Amt kommer ikke til at blive helt glemt, når det nedlægges den 1. januar. Fyns Amt får nemlig sin egen mindestue.

Det fynske amtsråd tog afsked i går - og besluttede at oprette en mindestue

Det vedtog det fynske amtsråd på sit allersidste møde. Mindestuen skal indrettes i det gamle amtsborgmesterkontor på amtsgården i Odense.

Mindestuen skal rumme en samling af kulturelle mindesmærker for
Fyns Amts historie. Samtidig skal den fungere som en slags
"genbank", hvor der skal samles væsentlige dele af Fyns Amts
forvaltningspraksis anno 2006.

Ideen er, at erfaringer derfra kan vise sig værdifulde i den nye kommunalstruktur, hvis der opstår vanskeligheder på et af amtets tidligere områder såsom genoptræning, miljø, gymnasier eller sygehuse.