Fyns Amt fik medhold i Naturklagenævnet

Fyns Amt har vundet en vigtig sejr i Naturklagenævnet. Amtet har ret til at kræve VVM-redegørelser, når svineproducenter søger om tilladelser til udvidelse af produktionen. Afgørelsen fra Naturklagenævnet betyder formentlig, at Fyns Amt slipper for flere erstatningssager.

-

Fyns Amt har vundet en vigtig sejr i Naturklagenævnet. Amtet har ret til at kræve VVM-redegørelser, når svineproducenter søger om tilladelser til udvidelse af produktionen. Afgørelsen fra Naturklagenævnet betyder formentlig, at Fyns Amt slipper for flere erstatningssager.


Svineproducent Tom Østrup fra Ståby modtog afgørelsen fra Naturklagenævnet torsdag morgen.


Følsomt område
\"Jeg er rystet. Det er godt og grundigt surt, og det kommer til at koste mig og andre landmænd rigtig mange penge,\" siger Tom Østrup.


Naturklagenævnet siger i sin afgørelse, at Fyns Amt har ret til at kræve VVM-redegørelse i sagen fra Ståby, fordi landbruget ligger i et nitratfølsomt område. Samtidig vurderer nævnet, at det skal undersøges om en udvidelse af svineproduktionen kan få betydning for Odense Fjord og Seden Strand.


\"Jeg synes det er en mærkelig afgørelse. Mit landbrug ligger 30-40 km væk fra de omtalte områder, og jeg kan ikke forestille mig at en udvidelse med 3400 slagtesvin om året kan få nogen betydning for Fjorden,\" siger Tom Østrup.


Erstatningssag smuldrer
Svineproducenten har brugt omkring 30.000 kr. til at føre sagen mod Fyns Amt. Samtidig har han købt en ejendom som skulle bruges til produktionsudvidelsen, men den kan han indtil videre ikke tage i brug.


Naturklagenævnets afgørelse får principiel afgørelse for flere landbrug på Fyn. Tom Østrup havde bebudet et erstatningskrav mod Fyns Amt på 400.000 kr, hvis han havde fået medhold. Han har endnu ikke besluttet om han vil droppe erstatningssagen, men hans muligheder for at vinde en erstatningssag er formentlig blevet forringet væsentligt.


Principiel afgørelse
Afgørelsen betyder også, at 10 landmænd, der er i samme situation som Tom Østrup, nu også må acceptere, at amtet har ret til at kræve udarbejdelse af VVM-redegørelser, når de søger om tilladelse til at udvide svineproduktionen.


Fyns Landbocenter havde ellers gjort klar til erstatningssager for 10-15 mio. kr, men sagerne bliver formentlig droppet efter Naturklagenævnets afgørelse.


Nederlag til Abild
Det var et snævert flertal i Amtsrådet, der besluttede at kræve en VVM-redegørelse af ansøgningen fra Ståby. Afgørelsen er dermed også et nederlag for amtets borgerlige partier med udvalgsformand Carsten Abild(V) i spidsen. De borgerlige partier mente, at flertallet bestående af S, SF og De Radikale brød loven, da de krævede en VVM-redegørelse. 


Men nu har Naturklagenævnet altså givet det spinkle flertal i Amtsrådet medhold.


Måske flere svin alligevel
Sagen betyder dog ikke, at Tom Østrup må opgive planerne om at udvide sin produktion. Hvis VVM-redegørelsen fastslår, at der ikke er miljømæssige problemer i en udvidelse, så får landmanden fra Ståby formentlig tilladelse til at udvide.

Oversigt

    Oversigt