I det fynske folks tjeneste

Fyns bestand af grønspætter forsvundet

Grønspætten har det ikke godt i Danmark. I enkelte landsdele er den myreædende spætte helt forsvundet. På Fyn er der måske kun et par tilbage.

Der menes kun at være en enkelt par grøntspætter tilbage på Fyn

Danmarks bestand af grønspætter er gået voldsomt tilbage og er i løbet af de seneste 20 år måske mere end halveret.

I enkelte landsdele er fuglen helt væk, og formentlig er der kun få hundrede par grønspætter i Danmark, vurderer Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

I Thy er grønspætten forsvundet, og i Vendsyssel er der kun få par tilbage i de skove, som for årtier siden husede faste bestande.

- Dengang blev bestanden skønnet til at tælle 750-1000 par. Vores tællinger tyder på, at der siden 1980'erne er sket omkring en halvering af den danske grønspættebestand, siger Michael Borch Grell, biolog i DOF.

Sjælland har aldrig haft en bestand af grønspætter, da fuglen udelukkende yngler vest for Storebælt. På Fyn er måske kun et par grønspætter tilbage.

Forklaringen på grønspættens tilbagegang i de danske skove skal sandsynligvis søges i ændringer i landskabet, hvor spætten har fået sværere ved at søge føde. Yndlingsretten er myrer.