I det fynske folks tjeneste

Fyns Politi afviser hash-kritik

00:20

1 af 2

Fyns Politi afviser den seneste tids påstande om, at salg og forbrug af hash blandt unge i Kerteminde Kommune er eksploderet, og at politiet ikke reagerer på borgernes henvendelser om det.

De seneste dage har flere byrådspolitikere sagt, at salg og forbrug af hash blandt unge er steget voldsomt især i Munkebo, men også i Langeskov og Kerteminde.

- Vi kan sidde inde i kulturhuset og lige uden for vinduerne sidder der unge mennesker og får en pibe hash, siger viceborgmester i Kerteminde Kommune Palle Hansborg Sørensen (S) og tilføjer:

- Når politiet siger, at de ikke kender til problemer, gør det mig chokeret, for der er store problemer. Vi har brug for, at politiet træder i karakter.

Men den kritik afviser chefpolitiinspektør ved Fyns Politi, Lars Bræmhøj:

- Jeg kan ikke genkende, at politiet ikke skulle deltage i at komme det her problem til livs, siger han.

Han oplyser, at politiet har registreret omkring 20 hændelser med hash i Kerteminde Kommune det seneste halve år, og det omfatter knallertkørsel i påvirket tilstand til fund af et par joints og konkrete anmeldelser om salg.

Nogle af hændelserne er politiets egne kontroller af køretøjer, boliger og personer.

- Det er altsammen noget, vi reagerer på, så jeg kan ikke genkende, at vi ikke deltager, siger Lars Bræmhøj.

Også politidirektør Kit Claudi Grøn-Iversen afviser kritikken. I et svar til TV 2/FYN på Twitter skriver hun, at antallet af hændelser i Kerteminde Kommune ikke afviger i forhold til andre kommuner.

- Der er store og små sager, men det er på ingen måde et usædvanligt billede, skriver hun.

Når viceborgmesteren kan opleve, at unge sidder og ryger hash uden for kulturhusets vinduer, mener Lars Bræmhøj, at det ikke kan undgås helt:

- Vi slår til mod mange hashhandler, men det er altid muligt at købe hash nogle steder. Problemet med unge, der sidder rundt omkring og ryger, er noget vi lige præcis skal løse gennem SSP-samarbejdet (Skole, Socialforvaltning og Politi, red.). Det ærgrer os, at når vi rent faktisk har et samarbejde, hvor vi mødes hver 14. dag, at det så ikke er blevet et tema, hvis der er et stigende problem.

Når borgere i Kerteminde oplever, at politiet ikke reagerer på henvendelser, skyldes det ifølge Lars Bræmhøj manglende kendskab til, hvordan politiet arbejder:

- Der er henvendelser, vi skal rykke ud til med det samme. Andre gange tager vi oplysninger som brikker i et puslespil og opbygger en sag, inden vi slår til, som vi for eksempel gjorde mod en gruppe hashbude, der affødte en række andre sager.

Lars Bræmhøj runder af med en opfordring både til Kerteminde Kommune og dens borgere:

- Det er vigtigt, at vi får så mange oplysninger som muligt. Jo flere informationer, vi har, jo bedre kan vi lave vores indsats. Vi tager det alvorligt, og vi deltager meget aktivt i det her.

03:25

Fyns Politi afviser kritik af indsats mod hash i Kerteminde Kommune

Luk video

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.