Fyns Politi dropper pædofilisag

Fyns Politi indstiller efterforskning af en nordfynsk dagplejemor og hendes kæreste, som var mistænkt for overgreb mod dagplejebørn.

Politiets undersøgelser har ikke givet oplysninger, som kan danne grundlag for yderligere efterforskning.

Sagen opstod i foråret 2011, da det kom frem at den 57-årige dagplejemors 46-årige kæreste tidligere har været dømt for sexuelle krænkelser af mindreårige børn.

Manden havde opholdt sig i kvindens hjem i Otterup, mens hun passede børn i alderen et halvt til tre år, hvilket affødte frygt for, at overgreb havde fundet sted.

Sagen førte til, at dagplejemoderen blev fyret og en kommunal tilsynsførende blev fyret fordi hun ignorerede en henvendelse fra bekymrede forældre.

Men Fyns Politi har ikke fundet grundlag for at sigte hverken hende eller hendes kæreste.

Ingen rimelig formoding om overgreb

Under efterforskningen er der ikke fremkommet oplysning, der giver en rimelig formodning om, at der skulle være begået sexuelle overgreb, skriver politiadvokat Henrik Møller i en pressemeddelelse.

Han peger blandt andet på, at ingen af børnenes forældre før sagens opståen har haft mistanke om overgreb.

Det sammenholdt med børnenes alder og sagens øvrige oplysninger giver ikke grundlag eller mulighed for at forske videre i sagen, hedder det videre.

Nordfyns Kommune tilfreds

Nordfyns Kommune er tilfreds med, at politiet har undersøgt sagen og borgmester Morten Andersen siger, at han har fuld tillid til politiets vurdering.

Det var Nordfyns Kommune, der bad politiet gå ind i sagen.

Oversigt

    Oversigt