I det fynske folks tjeneste

Fyns Politi fokuserer på hadforbrydelser

01:05
01:50

Betjente til kursus om hadforbrydelser

1 af 3

Fyns Politi sætter - som første danske politikreds - fokus på forbrydelser, som har baggrund i offerets etniske oprindelse, tro, sexuelle orientering eller lignende.

Det sker med et pilotprojekt, som begynder tirsdag, når de første 25 af 250 betjente gennemgår et kursus i hvad hadforbrydelser er, hvordan de adskiller sig fra almindelige forbrydelser og hvordan politiet skal håndtere dem.

Formålet er, at flere hadforbrydelser bliver anmeldt og registreret.

Baggrunden for pilotprojektet er en rapport fra Institut for Menneskerettigheder.

Den viste, at politiet ofte afviser folk, der forsøger at anmelde hadforbrydelser, og at der mangler fokus på hadforbrydelser i politiets efterforskning.

Stort mørketal

En anden rapport fra Justitsministeriet viser, at de færreste ofre for hadforbrydelser anmelder dem.

Ifølge rapporten følte 7400 personer sig udsat for vold på grund af deres etniske oprindelse, tro, sexuelle orientering eller lignende.

Men i 2010 blev der kun registreret 334 mulige hadforbrydelser.

Hos Fyns Politi blev der registreret 0 hadforbrydelser i 2009. I 2010 var der to sager og i 2011 15 sager.

Det tyder på, at omtalen af ovennævnte rapporter allerede har øget fokus på området.

Budskabet spredes

I marts 2012 holdt justitsminister Morten Bødskov og social- og integrationsminister Karen Hækkerup en camp for udvalgte personer om tolerance og forebyggelse af hadforbrydelser.

Tanken var, at deltagerne skulle sætte gang i arbejde med at fremme tolerance og reducere hadforbrydelser.

Blandt dem var chefpolitiinspektør John Jacobsen, Fyns Politi, som har sat gang i projektet med kurser for 250 betjente.

Tanken er, at i alt 400 fynske betjente skal igennem kurset, og håbet er, at andre politikredse vil tage ideen op.

Fordeling af hadforbrydelser

De 334 sager på landsplan i 2010 fordelte sig således:

  • racistisk motiveret: 62
  • religiøst motiveret: 10
  • politisk motiveret: 37
  • sexuelt motiveret: 30
  • tvivlsomt ekstremistisk motiv: 195

Ved du noget? Så send os et tip