I det fynske folks tjeneste

Fyns Politi om snoresag: Drengestreger

Flere steder i Nørre Aaby fandt borgere lørdag aften snore spændt tværs over veje og cykelstier. Fyns Politi har undersøgt sagen, og vurderer, der er tale om drengestreger.

Foto: Pia Lindblad

Borgere i Nørre Aaby opdagede lørdag aften, at der flere steder var spændt snore på tværs af kørebanen. Vidner har set nogle store drenge løbe bort fra stedet.

Et at vidnerne er Pia Lindblad. Omkring klokken 23 lørdag aften kom Pia Lindblad kørende i bil ad Østergade i Nørre Aaby, hvor hun pludselig kører en snor ned. Hun priser sig lykkelig over, at de kom kørende i bil.

- Da vi skal parkere, kører vi pludselig ind i en lang snor på tværs af vejen, altså fra lygtepæl til lygtepæl. Tænker at det var godt, det var vores bil og ikke en på cykel eller knallert, skriver hun på Facebook.

Cirka fem minutter senere ser Pia Lindblad og hendes kæreste fra deres vindue fem drenge i alderen 11 til 15 år, der er i gang med at sætte en ny snor op over vejen.

Østergade i Nørre Aaby

De råber til drengene, og drengene stikker af. Kæresten løber ud for at finde dem, men de forsvundet fra stedet.

I kommentarsporet under Pia Lindblads opslag på Facebook skriver flere, at det ikke er første gang, at det sker.

I et andet opslag har Tanja Desireé Steen taget et billede fra Nørre Aaby, hvor der også er spændt en snor på tværs af gaden.

- Heldigvis var garnet nemt at bryde, og vi fik pillet det ned, skriver hun.

Vagtchef Søren Frederiksen bekræftede søndag, at Fyns Politi har modtaget anmeldelser af snorefælderne og at de ville undersøge sagen nærmere.

Læs også Drenge spænder snor på tværs af vejbanen

Vagtchefen ved Fyns Politi fortæller mandag morgen til TV2/FYN, at en patrulje nu har været i Nørre Åby for at undersøge sagen.

- Snorene viser sig at være gul akrylsnor eller akrylgarn, som bruges til at strikke eller hækle med fortæller vagtchefen.

Fyns Politi vurderer, at der er tale om drengestreger, og gør umiddelbart ikke mere ved sagen.