"Serieforbryder" er det ord, som politiet nu hæfter på den eller de, der menes at have stået bag stenkast mod biler på Fynske Motorvej.
- Gerningsmanden er en kyniker, på grænsen til en psykopat. Når man overhovedet ikke har noget empati for det, man går og laver, og man bliver ved med at gøre det, så er man meget afstumpet i min verden, siger vicepolitiinspektør Per Lydiksen Laursen fra Fyns Politi til TV 2, og tilføjer, at "de stopper ikke, før de bliver fanget".
Politiet mener, at samme person - eller personer - står bag fire stenkast på Fynske Motorvej, herunder det, som i august sidste år kostede en 33-årig tysk mor livet, mens hendes 36-årige mand blev svært kvæstet og invalideret.
Sammenfald af dna-spor
Et sammenfald af dna-spor fra stenkastene fra broer over Fynske Motorvej og en række hærværkssager peger i retning af, at gerningsmanden - eller gerningsmændene - skal findes i Tarup.
I netop Tarup har der siden juleaften for to år siden været en lang række tilfælde af hærværk, hvor sten på størrelse med en knytnæve er kastet og brugt til at knuse vinduer hos helt tilfældige borgere.
En snustobaksdåse fundet efter stenkastet ved motorvejsbroen på Spedsbjergvej har også en dna-profil. Den passer ikke til hærværksepisoderne i Tarup, men bekræfter politiets efterforskere i, at der kan være to gerningsmænd. Samme slags snustobak kan købes i Tarup Center.
Desuden er politiet så godt som sikre på, at den betonsten, som blev brugt ved drabet på den tyske kvinde i 2016, stammer fra en byggeplads ved Tarup Center.
- Vi mener, vi skal finde gerningsmanden eller gerningsmændene i Tarup eller Næsby, siger Per Lydiksen Laursen til TV 2, og opfordrer derfor borgere i Tarup - og i Odense i det hele taget - til at kontakte politiet, hvis de har oplysninger i sagen.
30 nye henvendelser
Fredag formiddag har Fyns Politi fået omkring 30 nye henvendelser i sagen.
- Vi må sige, at borgerne virkelig har taget handsken op og henvendt sig. Det er vi rigtig, rigtig glade for, og vi skal nok behandle henvendelserne varsomt. Vi er i gang med et rigtig stort efterforskningsarbejde lige nu, siger han til TV 2.