I det fynske folks tjeneste

Fyns Politi opgiver sag mod kendt forsvarer

Fyns Politi dropper efterforskningen af forsvarsadvokat Mette Grith Stage. Politiet efterforskede hende for en episode i Nyborg Fængsel.

Fyns Politi opgiver sagen mod Mette Grith Stage. Foto: Martin Sylvest / Scanpix

Fyns Politi opgiver sagen mod den kendte forsvarsadvokat Mette Grith Stage. Det skriver Ekstra Bladet

Forsvarsadvokaten kom i politiets søgelys efter en episode i Nyborg Fængsel i december 2017. Mette Grith Stage var mistænkt for at have medbragt en computer med indbygget mobilforbindelse, som hun ikke havde sat i flytilstand. 

Straffeloven paragraf 124, styk fire

Den, der i et arresthus eller lukket fængsel som anholdt, fængslet eller forvaringsanbragt uretmæssigt besidder en mobiltelefon eller lignende kommunikationsudstyr, straffes med bøde eller fængsel indtil seks måneder. På samme måde straffes besøgende og andre personer, som uretmæssigt medtager en mobiltelefon eller lignende kommunikationsudstyr i et arresthus eller lukket fængsel. Tilsvarende straffes en varetægtsarrestant, der som frihedsberøvet i institution m.v. uden for Kriminalforsorgen uretmæssigt besidder en mobiltelefon eller lignende kommunikationsudstyr.

 

Kilde: Danske Love

Se mere

I kølvandet på episoden fik Fyns Politi til opgave at efterforske sagen. Den er nu droppet. 

- Jeg har netop fået at vide af Fyns Politi, at de har indstillet efterforskningen mod mig. Politiet mener, at der ikke er grundlag for at tro, at jeg ville begå noget strafbart, oplyser Mette Grith Stage til Ekstra Bladet.

Medbragte computer med eget netværk

Fyns Politi fik til opgave, at efterforske forsvaren på grund af den computer, som hun havde medbragt i Nyborg Fængsel. Den var angiveligt ikke i flytilstand og brugte derfor et mobilt datanetværk frem for fængslets internet. 

- I mit tilfælde er der ikke tale om at medbringe it-udstyr eller telefon i strid med loven. Jeg må gerne medbringe en pc med simkort i, og jeg må gerne gå på nettet, men jeg har så tilsyneladende haft to netværk kørende på samme tid, sagde Mette Grith Stage til TV 2/Fyn i maj. 

Kriminalforsorgen vurderede, at forsvarsadvokaten derfor havde overtrådt straffelovens paragraf 124. Nu mener Fyns Politi, at der ikke er grundlag for at fortsætte efterforskningen mod advokaten.