Fyns Politi ophæver dobbelt straf i Vollsmose

Fra torsdag klokken 12 ophæver Fyns Politi den skærpede straf- og visitationszone i Vollsmose.

Fyns Politi har besluttet ikke at forlænge visitationszonen og den skærpede strafzone i Vollsmose. Begge dele udløber planmæssigt klokken 12 torsdag.

- Vi har i den forløbne periode ikke haft nogen hændelser, der giver anledning til at forlænge de to zoner. Det er vores vurdering, at trygheden umiddelbart er genskabt, siger politiinspektør Johnny Schou i en pressemeddelelse.

Visitationszonen blev oprettet den 25. januar, og siden den 1. februar har politiet haft en skærpet strafzone i en mindre del af samme område, der udløser dobbelt straf på flere lovovertrædelser. Begge dele blev indført, efter der flere gange blev affyret skud i forbindelse med en igangværende bandekonflikt i området.

- Striden mellem de to grupperinger i området holder vi fortsat knivskarpt øje med. Der skal ikke herske tvivl om, at vi er parate til at genindføre både visitationszonen og den skærpede strafzone, hvis vi finder det nødvendigt. Det skal være sikkert og trygt at færdes og bo i Vollsmose og de omkringliggende områder, siger Johnny Schou.

268 visitationer

Siden oprettelsen af visitationszonen og den skærpede strafzone har Fyns Politi foretaget 268 visitationer. 182 blev gennemført i visitationszonen, mens de resterende 86 fandt sted i den skærpede strafzone.

Politiet har i perioden beslaglagt en kniv, et slagvåben, en peberspray og 200 gram hash.

Der er rejst 17 sigtelser mod i alt 15 personer. En er sigtigt for at forstyrre den offentlige orden, to har overtrådt våbenloven, tre har overtrådt færdselsloven, og 11 har brudt loven om euforiserende stoffer.

Oversigt

    Oversigt