Fyns Politi: Pas på glatte veje

De store mængder af regn, der lige nu vælter over Fyn, påvirker også trafikken. Fyns Politi råder bilisterne til at køre forsigtig, da der er risiko for aquaplaning.

Flere steder på Fyn er vejene oversvømmet med vand, og det giver risiko for aquaplaning ifølge Fyns Politi.

Aquaplaning opstår, når dækket mister kontakten til vejen på grund af eksempelvis store mængder af regn. Det er farligt da bilistene, på grund af for store mængder af vand på vejene, kan miste kontrollen over bilen. Når vejene er overdækket af regn på den måde, kan det føles som, at bilen kører på isveje. Føreren af bilen kan i sådan et tilfælde hurtigt miste styre - og bremseevnen.

De store mængder af vand på vejene skyldes, at det har regnet så meget, at vandet ikke er nået ned til kloakkerne, der er stoppede. Det er især byer såsom Svendborg, Odense og Nyborg, som er påvirket.

Indsatslederen for beredskabet er ude på de forskellige områder for at se, hvad der kan gøres, så det bliver mere sikkert at køre på vejene igen.

Fyns Politi opfordrer indtil videre bilisterne til at køre forsigtig.

Oversigt

    Oversigt