I det fynske folks tjeneste

Fyns Politi samler forebyggelse i én afdeling

Politidirektør Kit Claudi Grøn-Iversen Foto: Bjarne Luthcke/Scanpix

Som en del af reorganiseringen af Fyns Politi bliver arbejdet med forebyggelse samlet i én afdeling.

Fyns Politi's arbejde med forebyggelse bliver nu samlet i én afdeling, der skal dække alle de fynske kommuner. Det sker som en del af reorganiseringen af Fyns Politi, der blev sat i gang i begyndelsen af året.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Fyns Politi håber, at en samlet forebyggelsesindsats i en enkelt afdeling vil skabe et 'fagligt velfunderet fællesskab til gavn for samarbejdet med de fynske kommuner'.

- Vi samler kræfterne, så vi bedre kan udvikle en bred faglighed, indsigt og kvalitet  på området til gavn for det vigtige samarbejde med kommunerne, siger politidirektør Kit Claudi Grøn-Iversen.

Med den nye organisering får alle kommuner samme indgang til forebyggelsesområdet i Fyns Politi.

- Vi skal kunne levere det samme serviceniveau og den samme kvalitet til alle kommunerne. Derfor vil vi lave servicedeklarationer for hele forebyggelsesområdet. Forventningerne kan dermed nemmere afstemmes, så vi bruger vores tid på de rigtige opgaver. Samtidig bliver det også tydeligt, hvordan vi kan understøtte kommunernes forebyggende arbejde, siger Kit Claudi Grøn-Iversen.

Den nye afdeling kommer også til at tælle politistationen i Vollsmose samt Fyns Politis analyseenhed. 

Reorganiseringen sættes i gang den 3. oktober 2016.

 

Ved du noget? Så send os et tip