Fyns Politi spørger efter hjælp efter nyt stenkast

Fyns Politi spørger onsdag eftermiddag efter hjælp i forbindelse med stenkastet fra Ravnebjerggyden.

Fyns Politi har siden natten til onsdag efterforsket et stenkast fra Ravnebjerggyden på Fynske Motorvej E20. Nu spørger de efter hjælp fra befolkningen. 

Fyns politi modtog, tirsdag klokken 21.05 en anmeldelse fra en bilist, der kørte på Fynske Motorvej. Anmelderen oplyste, at da han kørte under broen ved Ravnebjerggyden, blev der kastet en genstand fra broen, der ramte bilens tag.

- Anmeldelsen er meget konkret, og det gør, at vi rykker massivt ud til motorvejen. Nu forsøger vi så at klarlægge hændelsesforløbet, sagde vagtchef Anders Furbo Therkelsen tidligere til TV 2/Fyn.

Der er ikke tidligere blevet kastet fra Ravnebjerggyden.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fyns Politi ønsker at tale med personer, som har opholdt sig i området vest for Ravnebjerggyden langs den nordlige del af motorvejen mellem den 25. august og den 28. august. Politiet beder om, at man ringer uanset, om man har observeret noget eller ej i forbindelse med stenkastet. 

Fyns Politi vil også gerne i kontakt med bilister, der har passeret Ravnebjerggyden i tidsrummet fra klokken 20 til 22 den 28. august. 

I forbindelse med politiets efterforskning var Fynske Motorvej i et par timer spærret i begge retninger. Klokken 1:30 blev der åbnet for trafikken igen både mod Sjælland og mod Jylland.

Henvendelse skal ske til Fyns politi på telefon 114 eller mail fyn@politi.dk

Oversigt

    Oversigt