I det fynske folks tjeneste

Fyns Politi: Stenkaster er serieforbryder

Fyns Politi zoomer ind på Tarup Odense i forsøget på at opklare drab og drabsforsøg fra motorvej. Politiet håber på hjælp fra borgerne.

Vicepolitiinspektør Per Lydiksen Laursen fra Fyns Politi håber på hjælp fra borgerne. Foto: Ole Holbech og TV 2

Serieforbryder er det ord, som politiet nu hæfter på den eller de, der menes at have stået bag stenkast mod biler på Den Fynske Motorvej.

- De stopper ikke, før de bliver fanget, siger vicepolitiinspektør Per Lydiksen Laursen fra Fyns Politi fredag morgen om det karakteristiske ved netop serieforbrydere.

Netop derfor håber han på hjælp fra borgere i Tarup. Meget tyder nemlig på, at gerningsmanden holder til netop her - enten som hyppig gæst eller som bosat i området.

Læs også Politiet undres: Nogle må kende stenkasteren

Læs også Dorthe var skræmmende tæt på stenkaster: Hun efterlyser mere sikkerhed

Således stammede den betonsten, som i august 2016 dræbte en tysk kvinde i en bil på motorvejen, sandsynligvis fra en byggeplads ved Tarup Center. Og En dåse snustobak, fundet efter stenkastet ved motorvejsbroen på Spedsbjergvej i september, kan købes i Tarup Center.

Samme bro

Nelli Gosmann mistede livet, mens hendes mand blev invalideret. Parrets søn på fem slap for fysiske skader. Denne sag har Fyns Politi betegnet som overlagt drab.

I september i år blev der fra en anden bro over motorvejen - cirka 200 meter fra det første gerningssted - kastet en 40 kilo tung sten af granit ned mod trafikanter. Heldigvis blev ingen ramt, men politiet døbte sagen som et forsøg på manddrab.

Dna fra hærkværkssager

Det interessante for politiets efterforskning er, at dna-spor fra stenen stemmer overens med spor fra hærværkssager i netop Tarup. Her blev der både i 2015 og i 2016 kastet med sten mod ruder i hjem hos tilfældige borgere.

I forbindelse med stenkastet i september i år blev der fundet dna-spor på en dåse snustobak. Dåsen var smidt eller tabt på broen ved Spedsbjerg.

Imidlertid tilhører dna-profilen en anden person end den, der begik hærværk med stenkast i Tarup. Men politiets efterforskere har ifølge Fyens Stiftstidende konstateret, at netop denne type snustobak - Ink Strong Original - kan købes i Tarup Center.

I øvrigt blev der også forleden - natten til onsdag - kastet flere sten mod biler på Fynske Motorvej mellem afkørsel 53 og 54. To biler blev beskadiget.

Den nye appel til borgere i Tarup om oplysninger har fredag formiddag udløst cirka 30 henvendelser, oplyser politiet til TV2 News.

04:31 Luk video