Fyns Politi tager dagligt dna-prøver i jagt på stenkaster

Bunken af tip om livsfarlige stenkast mod bilister på Fyn vokser. Politiet afhører flere mulige gerningsmænd.

Flere hundrede borgere mener at ligge inde med potentielt afgørende viden i sagen om livsfarlige stenkast mod trafikanter på Fyn. 

Tirsdag er status hos Fyns Politi, at cirka 360 personer har rettet henvendelse i sagen siden 22. december. Det var den dag, politiet første gang erklærede, at en serieforbryder efter alt at dømme står bag.

- Vi er langt fra igennem alle henvendelserne, og de fortsætter med at komme, siger vicepolitiinspektør Jørgen Andersen.

Han fortæller, at mange henvendelser drejer sig om konkrete personer, og at politiet i forbindelse med afhøringerne af de mistænkte ofte vælger at foretage en dna-prøve.

- Det er næsten dagligt, at vi tager mundskrab. Men det er ren rutine, for vi må sige, at vi endnu ikke er stødt på nogen, hvor vi mener, at de er særligt mistænkt, siger Jørgen Andersen. 

Som nævnt er det politiets opfattelse, at det er en serieforbryder, der står bag de livsfarlige stenkast på Fynske Motorvej.

Efterforskningen koncentrerer sig tilsyneladende om Tarup nær Odense.

Meget tyder nemlig på, at gerningsmanden holder til netop her - enten som hyppig gæst eller som bosat i området.

Således stammede den betonsten, som i august 2016 dræbte en tysk kvinde i en bil på motorvejen, sandsynligvis fra Tarup Center.

I september i år blev der fra en anden bro over motorvejen - cirka 200 meter fra det første gerningssted - kastet en 40 kilo tung sten af granit ned mod trafikanter. Heldigvis blev ingen ramt.

Det interessante for politiets efterforskning er imidlertid, at dna-spor fra stenen stemmer overens med spor fra hærværkssager i netop Tarup.

Det er disse spor, som nu kan være med til at fælde en eventuel gerningsmand i forbindelse med et mundskrab.

Også dna fra en dåse snustobak, der blev fundet efter stenkastet i september, vil blive holdt op mod de mundskrab, som politiet nu tager. 

 

Oversigt

    Oversigt