I det fynske folks tjeneste

Fyns største anlæg til biogas på Midtfyn

I løbet af foråret begynder byggeriet af Fyns største biogasanlæg i Heden vest for Ringe. Bag det nye biogasanlæg står Naturgas Fyn, Fjernvarme Fyn og den landmandsejede leverandørforening Faaborg-Midtfyn Biogas.

Det er de lokale landmænd, der skal levere omkring 285.000 tons husdyrgødning og 75.000 ton biomasse til det nye biogasanlæg. I anlægget vil biogassen blive omdannet til at kunne blive distribueret ud sammen med naturgassen i Naturgas Fyns ledningsnet.

- Planerne om et anlæg på Midtfyn har været mange år undervejs og har været drevet af ønsket om at begrænse belastningen af miljøet lokalt. Når vores husdyrgødning behandles i biogasanlægget, får vi et langt bedre gødningsprodukt retur, og vi reducerer samtidig udledningen af CO2, kvælstof og metan. Oveni det kan vi spare vores naboer for de lugtgener, der traditionelt er forbundet med spredning af gylle på markerne og sandsynligvis også skabe en række nye, grønne arbejdspladser i kommunen, siger formand for Faaborg-Midtfyn Biogas, Jens Jacobsen.

Naturgas Fyn får via sit datterselskab Bionaturgas Midt-Fyn A/S den bestemmende indflydelse i det nye anlæg.

- Vi har fra Naturgas Fyn gennem en årrække haft en klar strategi om at deltage aktivt i udviklingen af biogassektoren i Danmark. Vi er derfor glade for nu også at kunne etablere et biogasanlæg her på Fyn, hvor vi kommer fra, og samtidig sikre grøn gas til vores kunder i hele landet, siger Naturgas Fyns direktør Ole Hvelplund.

Biogasanlægget i Ringe bliver fire gange så stort som de eksisterende biogasanlæg på Fyn, og anlægget vil få 40 millioner kroner i tilskud fra regeringens biogaspulje.

Selve byggeriet vil skaffe 80 stillinger, og når anlægget står færdigt til næste år vil der blive 10 faste stillinger på biogasanlægget.

Ved du noget? Så send os et tip