I det fynske folks tjeneste

I modvind hjemme: Emma er Fyns yngste spidskandidat

Fyns yngste spidskandidat hedder Emma Have. Hun er 18, går i gymnasiet og stiller op til byrådet i Faaborg-Midtfyn Kommune for Liberal Alliance. Og holdningerne er helt hendes egne. For hjemmefra kommer de i hvert fald ikke.

Emma er Fyns yngste spidskandidat.

Nogle mennesker fødes nærmest ind i politik.

Min far siger, at hvis nogen havde sagt for ti år siden, at han skulle køre rundt og hænge valgplakater op for Liberal Alliance, så havde han ikke troet på dem.

Emma Have, spidskandidat, Faaborg-Midtfyn Kommune, Liberal Alliance

Men det stod ikke skrevet nogen steder, at 18-årige Emma Have skulle stille op til byrådet i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Og slet ikke som spidskandidat for Liberal Alliance.

- Min far siger, at hvis nogen havde sagt for ti år siden, at han skulle køre rundt og hænge valgplakater op for Liberal Alliance, så havde han ikke troet på dem, fortæller Emma Have.

Faktisk er den sydfynske gymnasie-elev lidt i modvind derhjemme. Mor og far ligger og svinger et eller sted på midten, mens storebror befinder sig et godt stykke længere ude på venstrefløjen.

- Men min storebror hjælper mig stadig med at hænge valgplakater op, griner Emma Have.

Emma er blot yngste spidskandidat

  • Emma Have er Fyns yngste spidskandidat. Men i hendes eget parti - endda i hendes egen kommune - opstiller der en endnu yngre kandidat.
  • Det drejer sig om kun 17-årige Christopher Møller fra Kaleko ved Faaborg. Han fylder 18 år på selve valgdagen 21. november.

 

Hendes interesse begyndte ved seneste folketingsvalg.

- Jeg begyndte at følge med i valgdækningen og syntes, det var spændende. Det fik mig til at gå ind og læse om alle partierne.

Valget faldt på som bekendt på Liberal Alliance.

Kandidat i sidste øjeblik

- Jeg faldt for, at Liberal Alliance har den holdning, at individet er klogt nok til at træffe sine egne beslutninger. Staten skal ikke træffe vores valg for os, siger Emma Have.

De seneste år har hun mest holdt sig på sidelinjen af Liberal Alliance. Hun har blandt været ambassadør for partiet. Det var først i sidste øjeblik, hun besluttede at stille op til kommunalvalget.

- Jeg troede ikke, jeg ville have en reel chance, hvis jeg stillede op. Der er jo næsten tradition for, at man skal være lidt halvgammel for at komme i byrådet, fortæller Emma Have.

Men så snakkede jeg med hovedbestyrelsen, og de sagde "spring ud i det." Og så gjorde jeg det.

Emma Have

  • Stiller op til byrådet i Faaborg-Midtfyn Kommune for Liberal Alliance.
  • Til daglig går hun i 3.G. på Faaborg Gymnasium.
  • Emma Have er glad for dyr. Hun har en hund og en kat derhjemme.
  • Hun bor i Faaborg sammen med sin mor og far. Desuden har hun en storebror, som læser fysik og bor i Odense.

 

Emmas problem: 20 år gamle cykelstier

Det var i det tidlige efterår.

I dag kører hun - eller hendes forældre gør - kommunen tynd til diverse valgmøder.

 Jeg var til vælgermøde i går, og der blev det et problem, da de begyndte at debattere en cykelsti, som skulle have været anlagt for 20 år siden. Jeg var ikke engang født dengang.

Emma Have, spidskandidat, Faaborg-Midtfyn, Liberal Alliance

Selvom Emma Have er meget ung i forhold til sine modkandidater, vil hun ikke finde sig i ikke at blive taget alvorligt.

- Det er jo ikke, fordi det er gået særlig godt for de gamle politikere. Så hvorfor skulle jeg ikke kunne klare det lige så godt? 

Nogle gange hænder det dog, at Emma Have kommer til kort på grund af sin unge alder.

- Jeg var til vælgermøde i går, og der blev det et problem, da de begyndte at debattere en cykelsti, som skulle have været anlagt for 20 år siden. Jeg var ikke engang født dengang.