Fynsk arbejdsplads er Europas tredjebedste

Den globale organisation Great Place to Work har netop kåret Middelfart Sparekasse som Europas tredjebedste arbejdsplads målt på arbejdsglæde og trivsel blandt medarbejderne.

Priserne og anerkendelsen regner ned over Middelfart Sparekasse. Det seneste store dryp faldt kort før midnat i Paris, hvor rådgivnings- og analyseorganisationen Great Place to Work officielt kårede det fynske pengeinstitut som Europas tredjebedste arbejdsplads i kategorien mellemstore virksomheder.

Den flotte placering bygger på en undersøgelse foretaget af Great Place to Work blandt 2.340 virksomheder i 19 europæiske lande. 

15 år i toppen
Det er 15. år i træk, at Middelfart Sparekasse er på listen over Europas bedste arbejdspladser. Og fire gange, senest i november 2016, er sparekassen udnævnt til Danmarks bedste arbejdsplads. Samtidig er pengeinstituttet i markant vækst med en årlig nettokundetilgang på ti procent og et rekordoverskud i 2016 på 112 millioner kroner.

- Middelfart Sparekasse er et fremragende eksempel på, at medarbejdertrivsel og forretningsmæssige resultater går hånd i hånd. God ledelse giver motiverede medarbejdere, og motiverede medarbejdere skaber alt andet lige bedre resultater. For mig er det heller ikke nogen overraskelse, at Middelfart Sparekasse i 2016 vandt landets største kundetilfredshedsundersøgelse for både erhvervs- og privatkunder i finanssektoren, siger Great Place to Works danske direktør Ditte Vigsø. 

Trivsel betyder vækst
Middelfart Sparekasses direktør Martin Baltser er enig. Også han mener, at tilfredshed og arbejdsglæde blandt medarbejderne har stor betydning for, at vækst og kundetiltrækning er mulig:

- Vi har arbejdet med medarbejdertilfredshed og arbejdsglæde i over 25 år. Vi vil gerne være en god arbejdsplads, men vi tror også på, at det gør en forskel for kunderne. Vores vision er "bedst til kunder", og kunderne kan godt fornemme stemningen på en arbejdsplads, siger han.

18 ud af 100 er danske
Alle deltagende virksomheder har selv valgt at deltage i og betale for Great Place to Works undersøgelse for at få taget pulsen på arbejdsglæde og intern trivsel, og dermed få et arbejdsredskab i hverdagen.

Medarbejderne har udfyldt et omfattende  spørgeskema, hvor de anonymt har evalueret graden af tillid, stolthed og fællesskab på arbejdspladsen. For Middelfart Sparekasse er denne undersøgelse et vigtigt arbejdsredskab.

- Naturligvis tæller konkurrenceelementet, men vores største udbytte af at deltage i undersøgelsen er, at vi år for år får en temperaturmåling på arbejdsklimaet i alle afdelinger. Det er med til at sikre, at ledelsen hele tiden har fokus på arbejdsmiljøet, siger Martin Baltser. 

Generelt står danske virksomheder godt i den internationale konkurrence, når det gælder trivsel. 18 ud af 100 europæiske arbejdspladser er danske eller har dansk repræsentation, og de bedste ligger over gennemsnittet på en række centrale arbejdsmiljøområder. 

Mere fynsk hæder
Den fynske it-virksomhed Daxiomatic er blevet kåret som Europas sjettebedste arbejdsplads blandt virksomheder med færre end 50 ansatte. Den flotte placering er resultatet af en målrettet indsats for at skabe en bedre arbejdsplads.

Tilbage i november blev Daxiomatic kåret som Danmarks bedste arbejdsplads. Det sikrede dem en plads i den samme konkurrence blandt europæiske virksomheder, og her til aften blev den fynske it-virksomhed i Paris kåret som Europas 6. bedste arbejdsplads blandt virksomheder med færre end 50 ansatte.

- Vi er simpelthen så stolte over på den måde at træde ind på den europæiske scene. Det er et kæmpe cadeau til det, vi har arbejdet målrettet med i fire-fem år, men jeg ser det også som et udtryk for, at vi skal arbejde endnu hårdere for at styrke den tillidsbaserede kultur, vi gerne vil fortsætte med, siger Pia Tasior, Good Karma Officer i Daxiomatic og tilføjer, at hele 2.340 europæiske virksomheder er med i konkurrencen.

Du kan se den fulde liste over Europas bedste arbejdspladser her 

Oversigt

    Oversigt