Bedrageri for 8,4 millioner kroner: Fynsk bibliotek spændte ben for datatyve

En bibliotekar i Middelfart opdagede, at der var installeret såkaldte keyloggere på bibliotekernes computere. Nu er to brødre idømt i alt otte års ubetinget fængsel.

Overvågningsvideo fra biblioteket på Havnegade i Middelfart var medvirkende til, at to mænd på 26 og 30 år fredag blev fundet skyldige i en omfattende sag om databedrageri.

quote Vi gør vores brugere opmærksomme på, at de skal huske at logge ud af de sider de bruger

Charlotte Pedersen, biblioteksleder i Middelfart Kommune

Bedrageriet foregik på biblioteker landet over - blandt andet på Bolbro Bibliotek, Tarup Bibliotek og Middelfart Bibliotek.

Her havde de to dømte installeret såkaldte keyloggere i forlængelse af tastaturledningerne på bibliotekernes bruger-computere. På den måde kunne de genskabe brugernes indtastninger.

Charlotte Pedersen, biblioteksleder i Middelfart Kommune, fortæller til TV 2/Fyn, at politiet fik de computere, hvor keyloggerne blev fundet og bibliotekets videoovervågning:

- Af videoovervågningen kan vi se en person der placerer keyloggerne og man kan også se, da personen kommer tilbage, forklarer Charlotte Pedersen.

Ligner et usb-stik

Det var en bibliotekar der i april 2017 opdagede, at der var sat noget der ligner et usb-stik i fire af bruger-computerne.

Bibliotekaren havde fra kolleger på andre biblioteker hørt, at man skulle være opmærksomme på keyloggere, og tog dem derfor ud af computeren.

Fundet af keyloggerne blev anmeldt til politiet.

Kigger efter fremmedlegemer

Episoden betyder, at Middelfart Bibliotek tjekker bruger-computerne hver morgen og aften.

- Vi er blevet meget opmærsomme på, at gå en runde og tjekke at der ikke sidder fremmedlegemer i computerne. Og vi gør også vores brugere opmærksomme på, at de skal tjekke om der sidder mystisk og huske at logge ud af de sider de bruger. Og lade være med at gemme passwords på offentlige computere.

- Det skal man i særlig grad, når man bruger bibliotekets computere, som andre også bruger, siger Charlotte Pedersen.

Databedrageri for 8,4 millioner kroner

De to datatyve, som er brødre og tidligere dømt for forsøg på terrortræning, blev dømt ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg.

Den 30-årige blev idømt fem års ubetinget fængsel, mens den 26-årige blev idømt tre års ubetinget fængsel.

Det var lykkedes de to mænd at skaffe NemID-oplysninger fra i alt 16 personer, der havde benyttet de offentligt tilgængelige computere.

For den 30-åriges vedkommende var der tale om databedrageri, der omfattede værdier for i runde tal 5,9 millioner kroner, mens den tilsvarende opgørelse for den 26-åriges vedkommende lød på i runde tal 2,5 millioner kroner.

Yderligere tre personer er sigtede i sagskomplekset, men deres sager bliver behandlet særskilt, oplyser Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

 

 
Fotograf: Alexander Aagaard

Oversigt

    Oversigt