Fynsk bronzevinder jubler efter svært linjeløb

Det var op og ned for Rasmus Lund i juniorernes linjeløb lørdag, men han endte med en tur på podiet.

Juniorrytteren Rasmus Lund sikrede lørdag en dansk bronzemedalje ved VM i Richmond i USA, men det lå bestemt ikke i kortene gennem hele løbet, at han skulle have sølvtøj med hjem.

- Til at starte med bliver jeg fanget bag et styrt, og min kæde falder af. Jeg måtte bruge en omgang på at jagte feltet. Jeg var helt færdig, da jeg kom op, fortæller Rasmus Lund til feltet.dk.

- Det var svært at komme frem i feltet på grund af regnen, så jeg røg lidt frem og tilbage i feltet. Så var jeg fremme, og så var jeg bagved.

Trods de hårde strabadser kom han til sidst væk fra feltet sammen med franskmanden Clement Betouigt-Suire, og de to indledte jagten på østrigeren Felix Gall, der var gået solo fra et tidligere udbrud.

Tanken var dog tom hos Rasmus Lund, og derfor hjalp han ikke sin franske følgesvend i jagten på Felix Gall.

- Han var meget bange for, at jeg kom uden om til sidst. Jeg prøvede at sige det til ham, at jeg ikke havde flere kræfter, men det er han selv ude om, forklarer Rasmus Lund.

Uenigheden mellem de to betød, at Felix Gall lige nøjagtig kunne holde føringen til mål, mens franskmanden tog sølv foran Rasmus Lund.

Og hos den danske bronzevinder er der ingen ærgrelse over at måtte "nøjes" med bronze - tværtimod.

- Der findes ikke noget federe, lyder det fra en glad Rasmus Lund.

Se interview med Rasmus Lund (feltet.dk)

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt