I det fynske folks tjeneste

Fynsk bryggeri er gået konkurs

Indslev Bryggeri er gået konkurs efter flere år med dårlig økonomi.

TV 2/Fyn på besøg hos Indslev Bryggeri, der mandag er erklæret konkurs.

Det fynske bryggeri Indslev Bryggeri er gået konkurs.

Efter flere år med underskud har direktør Anders Busse Rasmussen erkendt, at det lille bryggeri i Indslev tæt på Middelfart må lukke. Det skriver Fyens Stiftstidende

- Efter længere tids intens kamp har vi desværre måttet erkende, at det ikke længere er muligt at fortsætte driften af bryggeriet. Det betyder, at vi her til eftermiddag er blevet erklæret konkurs ved skifteretten i Odense, og at der nu er indsat en kurator til at bestyre boet, skriver Anders Busse Rasmussen i en e-mail til bryggeriets aktionærer.  

Tidligere på året viste 2017-regnskabet fra Indslev Bryggeri røde tal. Et underskud på 854.000 kroner før skat mod et overskud på 335.000 kroner i 2016 var ikke tilfredsstillende på Vestfyn. 

Læs også Tre fynske mikrobryggerier: Lavt skum på indtjeningen

Årets bryggeri i 2012

Brygmester Anders Busse Rasmussen nævnte i sommer øget priskonkurrence i branchen som en væsentlig årsag.

Han håbede dengang på et gennembrud for fadlagret øl, der er bundet mange ressourcer i, og som han også forventede vil få omsætning og indtjeningen til at stige markant. Det er dog ikke lykkedes.

Indslev Bryggeri blev grundlagt i 1897 og genåbnede i 2006 efter mange års lukning. Danske Ølentusiasters medlemmer kårede i 2012 Indslev Bryggeri til Årets danske bryggeri.

Læs hele brevet

TV 2/Fyn er kommet i besiddelse af brevet fra Anders Busse Rasmussen til bryggeriets aktionærer. 

Kære aktionær i Indslev Bryggeri

Det er med dyb beklagelse, at jeg må sende dig denne e-mail.

Efter længere tids intens kamp har vi desværre måttet erkende, at det ikke længere er muligt at fortsætte driften af bryggeriet.

Det betyder, at vi her til eftermiddag er blevet erklæret konkurs ved skifteretten i Odense, og at der nu er indsat en kurator til at bestyre boet.

Jeg vil gerne benytte denne sidste lejlighed til at sige dig et dybfølt tak for din støtte og opbakning igennem årene. Både økonomisk, men også i form af hyggelige stunder på bryggeriet, når vi har haft åbent hus og andre ting. Din støtte har betydet utroligt meget for mig, og de øvrige medarbejdere.

Desværre betyder konkursen, at alle aktier i selskabet er tabt, men jeg vil opfordre alle til at undersøge forholdene omkring skattefradrag ved tab på aktier.

Jeg vil nævne, at jeg i øjeblikket arbejder intensivt på at samle ny kapital, således at der er en mulighed for at drive bryggeriet videre i en ny sammenhæng, men der er intet, der er sikkert på nuværende tidspunkt.

Tak for nu, og tak for de sidste godt 12 år. Jeg håber, vi ses i den ene eller den anden sammenhæng i fremtiden.

Med venlig hilsen 
Anders Busse Rasmussen